Sidsel Hoeg
Selvskade
Skal, bør og gør ikke, når det kommer til somatisk håndtering af selvskade. Blogindlæg skrevet på outsideren.dk i marts 2018.
De sidste 3 måneder har jeg været fulgt af sygeplejersken inde ved min praktiserende læge. Det har været i forbindelse med sårhelingen, efter jeg har fået fjernet overskydende hud. Vi har haft mange gode snakke, og det har inspireret mig til det her indlæg.
De står ofte med mennesker, der af den ene eller anden grund har været så voldsomt selvskadende, at det kræver lægehjælp. Dette er et emne jeg har ret meget erfaring inden for, eftersom jeg har været en hel del i somatikken med min selvskade. Både ved egen læge, vagtlægen, skadestuer og afdelinger.
Det er altid kompliceret at komme i somatikken med en skade, der har en bagvedliggende psykiatrisk problemstilling. Specielt når det så kræver somatisk lægehjælp – og måske endda ofte af livsvigtig karakter. Og derfor er jeg blevet inspireret til at lave en liste med råd til hvad jeg synes der SKAL ske, BØR ske og bestemt IKKE skal ske, i den forbindelse.
Jeg følte det var enormt svært at komme ind med selvskade. Det var ydmygende, skamfuldt og jeg følte mig altid i vejen. Jeg følte mig underlegen og mit selvværd var på absolut nulpunktet. Jeg var der sjældent fordi jeg selv syntes jeg skulle have hjælp til behandlingen. Og jeg følte sjældent jeg selv havde haft kontrol over min selvskade.
Skal ske
Snak med patienten.
Spørg ind til omstændighederne, men helst ikke på en klinisk måde der omhandler selvskaden som problemet. Spørg ind til patienten, i øjenhøjde og med fokus på andet end sygdom (flyt fokus fra den fysiske del, men på en omsorgsfuld måde).
Vis omsorg!
Behandl patienten som var det en patient der kom ind med en skade, der ikke var forsaget af patienten selv.
Behandl selvskaden, som var det et uheld og ikke forsaget af patienten selv.
Jeg har været udsat for mange mærkelige og misforståede behandlingsmetoder. Den klassiske er vel ved store sår, at lægerne ikke finder det nødvendigt at bedøve såret. Når jeg har kunne skære i mig selv, behøver jeg jo ikke at blive bedøvet inden der sættes 40-50 sting, eller agraffer for den sags skyld!? Altså, måske nok kunne jeg skære dybt og meget i mit selv, men den forløsning skete i forbindelse med selvskaden. Og når jeg først sad og skulle behandles, var jeg over-sensitiv. Så ja, selvfølgelig skal der bedøvelse til. Jeg har også en gang fået armen i gips, fordi jeg havde været på skadestuen mange gange på få dage. -Dette forhindrede mig dog ikke i at selvskade, og begge dele var dybt misforstået……
Bør ske
Forstå omstændighederne.
Når jeg skulle indlægges i forbindelse med behandling af selvskade, var det virkelig ensomt og svært. Lægerne var travle og havde ofte svært ved at forstå. Sygeplejerskerne var omsorgsfulde, og noget af det vigtigste for mig var, når de gav sig tid til rent faktisk at forstår hvad der var sket. Ikke med fokus på den egentlige selvskadende handling, men mere med fokus på mig og det der lå bag. Spørg med en personlig nysgerrighed, uden at være snagende. Fx ”Jeg har aldrig forstået hvordan……. Kan du forklare?” ”Jeg vil så gerne forstå hvad der sker, så jeg bedre kan hjælpe dig og/eller andre bedre i den situation”…
Spørg ind til behov.
Hvordan I kan gøre det bedre. Om patientens behandling er tilstrækkelig. Hvad patienten selv kan se af muligheder for at bedre situationen, specielt hvis det er sket gentagende gange. Etc….
Gør ikke
Tal ikke ned til patienten.
Det er i forvejen en virkelig ydmygende situation, og omsorgen er vigtig. Men det er aldrig rart, psykiatrisk patient eller ej, at blive talt ned til. Hverken på en bestemmende og bedrevidende måde, men heller ikke på den meget misforstående medlidenhedsmåde.
Vær ikke vred.
Nøhj jeg har mødt mange stressede, vrede sygeplejersker og læger. Mine antenner var altid voldsomt ude i sådanne situationer og jeg fornemmede altid de rullende øjne og den vrede tone. Dette forstærkede selvhadet og kunne i værste fald føre til mere voldsom selvskade efterfølgende. Min selvskade handlede om en vrede rettet mod mig selv, og at stå i en så ydmygende situation og samtidig blive prikket hårdt på brystet med en læges formaninger om, hvor idiotisk mine handlinger er, hvor meget tid jeg tager fra patienter der er ”rigtigt” syge og ”hvis du var min datter, så….”, har jeg ikke tal på. Og det er bare en lille del af det jeg har måtte lægge ører, og krop, til.
Sæt ikke bagerst i køen.
….Blot fordi skaden er selvforskyldt. Det er klart, at mere akutte patienter skal forrest i køen. Men sørg for, at den selvskadende patient ikke oplever forskelsbehandling fra andre patienter, som fx at vente længere, ikke at blive tilbudt et tæppe, vand og de generelle ting – der ligger en omsorg i dem også.
Leg ikke terapeut.
Patienten får, forhåbentligt, en behandling i andet regi, med fokus på den mentale del. Du vil som somatisk personale, ofte på en akut-afdeling, ikke se patienten igen, og en enkelt samtale med dig, kan ikke redde patienten. Men din tilgang til patienten, igennem handlinger og snak, kan gøre en forskel – også af betydende karakter.
Patientens problemstillinger er dog ofte så komplekse, at det ikke lige klares over en skål i aktivt kul, og heller ikke over korsstingsbroderi i patientens lemmer! 😉
Den her liste kunne blive meget lang, og det her opslag meget tungt at komme igennem.
Og har du selv gode råd eller spørgsmål, så skriv dem gerne her i kommentarerne eller skriv dem til mig.
Jeg håber det har givet et lille indblik i en virkelig kompliceret situation – for alle parter.
Se materiale om følgende emner
af Sidsel
-
Relationer kommer før alt andet! Hvis ikke en god, tillidsfuld, ligeværdig relation er bygget op, så bliver det meget svært at arbejde sammen.
-
Dokumentation som arbejdsredskab. Hvorfor er inddragelse i dokumentation ekstremt vigtig og hvordan kan det være med til at skabe motivation hos den enkelte?
-
Hvordan sættes det gode mål og hvorfor er målet afgørende for forandring også selvom målet ikke nødvendigvis er realistisk?
-
Jeg var meget selvskadende og en svingdørspatient på den somatiske skadestue. Det blev til mange svære situationer, for både mig og mine omsorgspersoner. Hvordan kom jeg på den anden side?
-
Der VAR håb, men i lange perioder kunne jeg ikke selv mærke det og kun det vikariende håb holdte mig i live. Jeg rykkede mig først, da jeg tog håbet hjem.
-
Her vil jeg fortælle om min rejse ud af systemet og tilbage til samfundet. Hvordan jeg blev stærkere af den modgang jeg mødte, men også stadig lever med frygten for at blive syg.
