Personlig fortælling
Personlig fortælling
Rebekka
“For mig kom lyset, da jeg som 23-årig opdagede – nærmest ved et tilfælde – at jeg ved hjælp af åndedrættet kunne få så meget ro på mit nervesystem, at jeg kunne bevare kontrollen i situationen. Det betød, at jeg i de kommende år fik så meget overskud, at jeg kunne øve mig i at håndtere mine tanker og måder at reagere på mere hensigtsmæssig vis”
Om mig
Mit navn er Rebekka Bondegaard. Jeg er uddannet ergoterapeut, åndedrætsterapeut og har forskellige andre terapeutiske efteruddannelser, bl.a. Kognitiv Adfærdsterapi og Dobbeltdiagnosebehandling. Siden 2004 har jeg arbejdet i Socialpsykiatri og i kommunalt regi med sårbare mennesker. Fra 2018-2024 har jeg som privatpraktiserende ergoterapeut haft et samarbejde med Speciallæge i Psykiatri, hvor jeg har haft klienter individuelt og i gruppe. Sideløbende med min egen klinik i Kolding arbejder freelance på et alkoholbehandlingscenter samt underviser fagpersoner i kommuner og institutioner i inddragelse af kroppen og åndedrættet i deres eksisterende praksis.
Min baggrund
Mit professionelle virke er udsprunget af mine egne private erfaringer gennem livet. Som barn og ung var jeg præget af uro, angst, katastrofetanker og masser af undgåelsesadfærd til følge. I mange, for andre mennesker, helt almindelige situationer blev jeg ramt af voldsom hjertebanken, en hals, der snørede sig sammen og en følelse af handlingslammelse, hvorfor jeg undgik nye situationer, nye lege og ikke mindst spændende fritidsjob eller at rejse ud i verden – trods det var noget, jeg gerne ville. Jeg blev rigtig dygtig til at finde undskyldninger for hvorfor, jeg ikke kunne deltage i det ene eller andet, og jeg brugte efterfølgende meget tid på at fortryde og bebrejde mig selv, at jeg ikke turde.
Jeg var glad for gymnastik og brugte meget tid på det og tid sammen med familiens heste og andre dyr. Og begge dele var godt for mig. Det tvang mig til at være mere til stede i kroppen i stedet for i hovedet - og jeg havde det godt sammen med dyrene. Men det ændrede ikke mine reaktioner i nye situationer eller når jeg blev midtpunkt, jeg skulle tale foran få eller mange mennesker eller når jeg skulle indgå i nye eller uvante kontekster. Det ændrede heller ikke min tendens til at være rigtig hård ved mig selv og jeg brugte meget tid på at gruble over, hvorfor jeg havde gjort/sagt noget bestemt eller især også hvis jeg IKKE havde gjort eller sagt det jeg synes jeg burde. Jeg brugte faktisk lang tid på at skælde mig selv ud. Og det i sig selv gav uro i mit system. På den måde sad jeg ligesom fast i en ond spiral.
Forbindelsen mellem krop og hoved
For mig kom lyset, da jeg som 23-årig opdagede – nærmest ved et tilfælde – at jeg ved hjælp af åndedrættet kunne få så meget ro på mit nervesystem, at jeg kunne bevare kontrollen i situationen. Det betød, at jeg i de kommende år fik så meget overskud, at jeg kunne øve mig i at håndtere mine tanker og måder at reagere på mere hensigtsmæssig vis.
Når jeg kigger tilbage, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at mit arbejde med åndedrættet og med kroppen har givet mig det overskud og den tillid, jeg har nu, til at jeg naturligvis kan klare de nye situationer, jeg møder. Fysisk har det betydet, at jeg er sluppet af med spændinger, tilbagevendende hovedpiner, min kropsholdning er blevet bedre, lændesmerter er forsvundet og forkølelser, influenza mv. er ikke noget, som bider på mig mere.
Hos mine klienter og andre i mistrivsel ser jeg, som det også var tilfældet hos mig selv, at de har fået indlejret ind ”skillelinje” mellem kroppen og hovedet (se billedet). Det betyder, at de ikke kan få kontakt til kroppen som en ressource til at lande det kaos, der opstår i hovedet. Vi mærker kun kaos i hovedet og ubehag i kroppen. Kroppen er på den måde blevet en chauffør, måske endda en fjende, vi ikke ønsker kontakt til. Opgaven er at gøre kroppen til hjælper og en ven, slette skillelinje sådan at signaler mellem krop og hoved kan ske uhindret. Når vi genopbygger kommunikationen mellem krop og hoved, har vi mulighed for direkte at berolige vores nervesystem – både nu og her i svære situationer, men også over længere tid, så vi generelt opnår mere ro i os selv og derved bliver mere robuste i livets og hverdagens udfordringer.
“Personligt som fagligt er jeg dybt inspireret af, hvor stor en positiv forskel, det gør, når åndedrættet optimeres, og kroppen hjælpes ind i en bedre balance i hverdagen. ”
Når arbejdet giver mening
Et meget tydeligt eksempel, som har gjort et stor indtryk på mig, var en yngre kvinde, jeg havde i forløb. Hun led af panikangst, som sammen med ”angsten for angsten” og anfald af svimmelhed fyldte så meget, at hendes liv var blevet meget indskrænket. Hun kunne ikke arbejde som SSA mere, kunne ikke være alene med sine 3 børn, ikke køre bil alene med børnene uden for den lille by, hun boede i, turde ikke tage til arrangementer og møder i børnehaven og på skolen. Hun var bange for at få panik angst og for at besvime.
Hun besøgte ofte sin egen læge, hun havde prøvet beroligende medicin, var undersøgt fysisk, hvor man intet fandt. Hun havde haft flere forløb hos psykolog, og følte ikke der var mere at bearbejde. Følte hun manglede redskaber til at håndtere sin angst i hverdagen. Samtidig frygtede hun fremtiden og var bange for, at hun aldrig ville komme til at arbejde igen.
I undersøgelsen og i snakken med hende blev det tydeligt, at hendes vejrtrækningsmønster konstant stressede hendes system. Det var meget overfladisk, arytmisk og primært gennem munden. Hendes mindset var selvbebrejdende, hun havde svært ved at acceptere sin situation - at hun ikke kunne være den mor og ægtefælle, som hun gerne ville være. Hun havde et højt og hektisk tempo, hvilket betød at skillelinjen mellem krop og hoved hurtigt indfandt sig og blev større jo mere presset hun blev.
Vi arbejdede med at forstå åndedrættets funktion, med øvelser som skaber plads i kroppen, med lange udåndinger som stimulerer den beroligende del af nervesystemet, med kropslige strategier som løsner spændinger og giver ro. Sideløbende arbejdede vi med mindsettet, med accept og med at bruge kroppen og dens signaler som en hjælp, med strukturering af de daglige opgaver og fik indarbejdet hyppige pauser med aktiv brug af åndedrættet og kroppen og med et generelt nedsat tempo, som gav plads til et samtidigt fokus på et hensigtsmæssigt åndedræt.
Hun mærkede hurtigt sammenhængen mellem symptomerne og åndedrættet og lærte hvordan hun kunne fjerne symptomerne, når de var på vej og herved undgå panikangstanfald og svimmelhed/besvimelse.
Jeg glemmer aldrig de gange, hun har fortalt mig om nye succes´er. Køre drengene til fodboldstævne langt væk hjemmefra, være selv med børnene flere dage i træk, køre til stor by og besøge veninde, tage til forældremøde selv. Eller da hun fortalte, at hun var begyndt at arbejde som SSA igen – på deltid og indimellem tog ekstra vagter. Den stolthed, der lyser ud af øjnene på et menneske, som igen er selvstændig og uafhængig af andre i forbindelse med de daglige opgaver og roller, den er for mig guld værd og jeg bliver så glad og stolt over, at have bidraget til sådan en proces.
Personligt som fagligt er jeg dybt inspireret af, hvor stor en positiv forskel, det gør, når åndedrættet optimeres, og kroppen hjælpes ind i en bedre balance i hverdagen.
Rebekka Bondegaard, Juli 2024
