Personlig fortælling
Personlig fortælling
Eva
“Jeg kan kun tale ud fra mine egne personlige erfaringer, men jeg tror på, at hvis vi blot tør drømme og samtidig har støttende relationer, kærlighed, omsorg, nærvær og humor i vores liv, så kan vi overkomme alt, og vende den mørke ligegyldighed til et liv fyldt med mening og håb.”
Om mig
Jeg hedder Eva, er 29 år gammel og bor i Horsens. Jeg har en lang historie med psykiatri, selvskade, indlæggelser, bosteder og det at være så ked af det, at man ikke kan se nogen udvej. Jeg er kommet rigtig langt og er nu et sted i livet, hvor jeg stadig kæmper, men også kan se ind i en fremtid. Jeg har ikke gjort alt arbejdet selv; der er i løbet af mit forløb blevet gjort mange tiltag for at hjælpe mig i den rigtige retning.
Relationer
Det, der dog nok har gjort den største forskel for mig, har været de relationer, som jeg har opbygget gennem mit forløb. Her kan jeg blandt andet nævne min nuværende kontaktperson på mit bosted, min privatpraktiserende psykolog (som jeg har kendt i mange år), mine tætte veninder, min bror og mine forældre. Det har betydet alverden at have relationer, som ikke kun var professionelle, men også indebar venskaber, kærlighed og omsorg fra veninder og familie.
Min kontaktperson på mit bosted har gjort en helt enorm forskel, fordi hun bare er sig selv, er 100% ærlig og siger sin mening, kæmper min sag og er der for mig – både når jeg er opgivende og ked af det, når jeg har brug for støtte til mere praktiske opgaver, og når jeg bare har behov for en at snakke med om stort og småt.
Forventninger
Desuden har det været altafgørende for mig, i samarbejde med min psykolog, at have fokus på ikke at have alt for store forventninger til mig selv. Jeg har lært, at det er helt ok at være, som jeg er, og at jeg ikke behøver at udrette en masse for at have ret til at være i verden. Jeg må gerne drømme – og tro mig, jeg har masser af drømme for fremtiden – men det må ikke tage overhånd og være styrende for, hvordan jeg ser mig selv og min tillid til mig selv.
“En dag ad gangen”
Nogle dage har jeg alle mulige drømme og planer for fremtiden – jeg er flyvende og vil gerne alting. Og det er jo en dejlig følelse. Jeg bliver bare hurtigt ked af det og opgivende, fordi jeg ikke tror på, at det kan lade sig gøre, og fordi jeg ikke tror på mig selv. Jeg ser alt for hurtigt alle forhindringerne på vejen mod målet og giver op på forhånd, fordi målet er for stort og for stejlt. Derfor har det hjulpet mig rigtig meget at lade være med at kigge for langt ud i fremtiden, men i stedet tage livet en bid ad gangen. I stedet for at fokusere på alt det, jeg tror, jeg aldrig opnår, er jeg blevet bedre til at lave delmål for alle mine drømme (og lave bittesmå mål for at nå disse) samt tage det hele en dag ad gangen. Dette lyder måske klichéagtigt, men det hjælper faktisk.
Drømme!
At have drømme er i sig selv tæt på det vigtigste for mig. Jeg ville ikke kunne finde motivationen til at stå op om morgenen og fortsætte livet, hvis ikke jeg havde nogle mål og drømme at arbejde hen imod. Jeg skriver rent faktisk målene ned (i hånden på et fysisk stykke papir), fordi det hjælper mig med at visualisere og holde fast i drømmen. Jeg tror på, at vi alle har drømme for vores liv, uanset hvor langt nede vi er – de skal (bare) findes frem igen. Det kan godt være en svær og næsten umulig proces, når man er ved at give op. Men drømmene er der et sted indeni.
"Jeg står frem med min fortælling, fordi jeg ønsker meget mere åbenhed omkring psykiske udfordringer. Vi skal kunne tale om, at vi har det svært! Og så vil jeg gerne give nogle af erfaringerne fra mit forløb videre, fordi jeg håber, at det på en eller anden måde vil kunne indgyde håb i dem, der læser det, og at de måske vil kunne bruge nogle af de mere konkrete råd. Vi skal hjælpe hinanden, for ingen skal stå alene, når de har det svært."
— Eva
Følelser
Jeg har været helt dernede, hvor jeg ikke kunne se en vej ud, og hvor jeg faktisk havde taget beslutningen om, at jeg ikke ville mere. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg stadig er her. Som min psykolog altid fortæller mig, så kommer følelser i bølger. Nogle er måske tsunamier, som vi ikke tror, vi overlever. Men følelserne vil altid stilne af og erstattes af roligere vande.
Jeg tror på det
Jeg kan kun tale ud fra mine egne personlige erfaringer, men jeg tror på, at hvis vi blot tør drømme og samtidig har støttende relationer, kærlighed, omsorg, nærvær og humor i vores liv, så kan vi overkomme alt og vende den mørke ligegyldighed til et liv fyldt med mening og håb.
Eva, juni 2024
