Jeg begyndte at blive nysgerrig på mig selv og på psykiatrien og begyndte at stille spørgsmål. Jeg generobrede mit ansvar for mig selv. Min oplevelse af at være patient i psykiatrien var, at for at kunne være i det, var jeg nødt til at overdrage en form for ansvar. Jeg forsøgte dialog og ærlighed, mens jeg gennemgik denne proces med at genopdage mig selv – kernen af mig.

Vendepunktet

En tvangsindlæggelse blev paradoksalt nok det afgørende vendepunkt i min proces. Indlæggelsen var en retraumatisering for mig, men alligevel satte den mig fri ved at fjerne sløret fra mine øjne. Det var mit ansvar at finde en anden vej at gå, så psykiatrien ikke længere ville være en del af mit liv – for det kunne den ikke være længere efter tvangen. Det tog noget tid at sige højt, at jeg ikke længere ønskede psykiatriens hjælp, for hvad skulle jeg så gøre, hvis jeg fik det slemt igen? Da jeg endelig mønstrede modet, var det med lige dele angst og befrielse. Nu var det mig selv, der skulle bære mig.

For mig gjorde det en stor forskel at møde mennesker uden for psykiatrien, som så mig uden diagnosebriller og mødte mig, hvor jeg var. To valg, jeg traf i denne turbulente tid, skulle vise sig at give varige ændringer. Først kom Outsideren, hvor jeg meldte mig som blogger og fik en ventil, hvor mine ord betød noget for nogen. Derefter fandt jeg Hyllesletterne, hvor en hest og dens ejer lærte mig, at jeg var mere end ok, og at jeg var og er en, man kan regne med – et værdigt menneske. Gennem rideterapi lærte jeg at trække vejret ordentligt igen og finde jorden under mine fødder.

Når jeg møder modgang, triggere og svære følelser, har jeg ikke længere noget sted at henvende mig, for min tillid har været brudt for mange gange. Men jeg har et sted i mig selv og en vished om, at hvis jeg gør gode ting for mig selv og giver det lov, så passerer det svære igen.