Jeanette

“Jeg var fyldt med rædsel, da jeg trykkede på send- tasten og den video, jeg havde brugt dage på at lave, blev lagt op på Facebook. Indenfor få minutter ville den første læser, den første kollega og den første ven kende alt til mit lange sygdomsforløb i psykiatrien. Tanken om at skulle dømmes af folkedomstolen var skræmmende, men sådan kom det slet ikke til at gå”

Personlig fortælling

Mennesket bag diagnosen Borderline og Kompleks PTSD:

Jeg hedder Jeanette og er 52 år gammel. Min livshistorie var indtil for få år siden en lang trist historie fyldt med traumer lige siden barndommen. Jeg er opvokset som skilsmissebarn, og min barndom har været præget af en opvækst i et psykisk belastende miljø, og allerede som barn tvivlede jeg på min eksistensberettigelse. Før mine teenageår udviklede jeg tendens til selvskade for at få den nødvendige omsorg og opmærksomhed.

Som 16-årig udsættes jeg for et voldsomt seksuelt overgreb, hvor 3 unge mænd bortfører mig, og over 6 timer udsætter de mig for flere voldtægt på skift, fastholdelse med reb og tape samt trusler med en kniv. Pga. trusler mod mig og min familie, vælger jeg at holde overgrebet skjult for alle i 34 år, indtil den dag, hvor jeg finder modet til at åbne op for min mand under en parterapisession. Det bliver begyndelse på enden af et langt liv med hemmeligheder og traumereaktioner. I en alder af 51 finder psykiatrien frem til min helt rigtige diagnose, kompleks PTSD, og det bliver samtidig slutningen på psykiatriens mangeårig kamp for at finde den diagnose, der bedst kunne dække over mine symptomer.

Da jeg først blev voldtaget og efterfølgende også mistede mit barn, da mistede jeg mig selv

Efter overgrebet mister jeg grebet på mit eget liv. Jeg begynder at selvskade voldsomt og udvikler spiseforstyrrelse. Som 25-årig bliver jeg gravid og søger hjælp i psykiatrien, fordi depression og modløshed er ved at vælte mig. På det tidspunkt har jeg læst medicin i næsten 6 år og tænker, at psykiatrien vil kunne hjælpe mig på fode igen. Men da jeg træder ind over dørtærsklen til psykiatrisk hospital, starter et liv, som ændrer alle mine mål og drømme i min tilværelse. Min rolle som medicinstuderende udskiftes med rollen som fejldiagnosticeret svingdørspatient i 18 år. Undervejs mister jeg både barn, studie og min forstand. Tiden erstattes af et dødt tomrum, hvor medicin bliver dagens måltid, og tvangsfiksering er dagens motion. Jeg tildeles en førtidspension og kampen for at finde empatien, nærværet og omsorgen i psykiatrien bliver helt min egen. Da mit liv til sidst synes uden berettigelse, forsøger jeg flere gange at begå selvmord.

2001 Psykiatrisk patient gennem 3 år-medicinpåvirket

Når du går i mørke, da se mod stjernerne

Jeg skulle nå at være svingdørspatient i 18 år, før min diagnose og behandling for alvor igen blev revurderet i psykiatrien. Der havde gennem nogle år blæst nye vinde i behandlingen af borderline personlighedsforstyrrelsen. Jeg blev i 2014 tilbudt et langvarigt forløb med dialektisk adfærdsterapi, og det blev startskuddet til min recovery. Endelig kunne jeg begynde at træde ud i fremtiden på en vej brolagt med håb. I 10 år gik jeg på stien, og alle drømme om uddannelse og et liv uden afhængighed blev indfriet. Jeg uddannede mig i årene 2016-2020 til radiograf. Min mand, som jeg blev gift med i 2016, var ved min side hele vejen.

I 2020 stod jeg med mit første job i hånden på en røntgenafdeling på et universitetshospital. Jeg havde fået mig en hund, et hus og et arbejde. Jeg havde sluppet førtidspensionen, medicinen og døren til psykiatrisk hospital var blevet lukket en gang for alle. Jeg havde gjort det, ingen havde troet, jeg kunne. Jeg havde rejst mig, og min historie var et vidnesbyrd om, at man kan rejse sig igen og få sig en god lykkelig tilværelse, selvom vejen dertil har været hård og fuld af forhindringer.

“Modet til at fortælle min historie, har jeg fået gennem terapi og accept af, at fortiden ikke kan ændres. Jeg kan ikke acceptere årsagen til de traumer, som jeg ar været udsat for i løbet af mit liv, men jeg kan godt acceptere, at jeg ikke kan ændre på det faktum, at traumerne er sket”

— Jeanette

Mindet om ”Den der tier, samtykker” vækker stadig vrede

Jeg havde noget på hjerte. Jeg havde noget at fortælle, noget at indrømme og noget at ønske til det behandlingssystem, jeg selv havde været en del af som patient i mange år.

I 2022 lagde jeg videoen ”1998 Englemødre” op på SoMe. Videoen slutter i teksten ”Hvor der er en vilje, er der en vej”. Jeg ønskede at sende et budskab med håb ud til alle dem, som så den. Men jeg var også bange for den reaktion mine medmennesker ville udvise, når de nu fik en viden om den fortid, de aldrig havde troet eller set komme. Men videoen blev rost til skyerne, og jeg mærkede opbakning til at fortsætte min mission.

Det gav mig så meget mod på mit næste projekt. Jeg ville skrive en selvbiografi. En ærlig beretning om at føle sig svigtet og fanget af det det danske sundhedsvæsen, men også en beretning om den helterejse, jeg havde været på. Det skulle være en bog, der spredte håb til patienter og pårørende og en bog til ansatte i sundhedsvæsenet, som ønskede at få indsigt i og redskaber til at yde omsorg for det syge sind.

”Hvis vi skal redde nogen, skal vi begynde at lytte til dem, der allerede har været fanget. Det er det, jeg prøver med min bog”

Jeg giver kage på jobbet på bogens udgivelsesdag 22 april 2025. 11 årsdagen, hvor jeg 11 år forinden havde lukket døren til den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital for sidste gang

Min bog ”Fri mig fra det onde-bag psykiatriens lukkede døre” udkom i 2025 fra Wadskjær Forlag. Det er en levende beretning om, at håb og drømme er vigtige ingredienser i den cement, der skal genopbygge vores trygge fundament. Bogen er også et kald ud til psykiatrien-et håb om bedre forhold for patienter, pårørende og ansatte. Et håb om, at vi som mennesker bliver set som mennesker- og ikke som diagnoser. Et håb om at lade empati, nærvær og omsorg fylde og minimere brugen af tvang og overmedicinering. Bogen er en guideline til mennesker, som har brug for et håb at støtte sig til, når alt synes svært og umuligt.

Bogreception 19.5.2025

Min håb til alle er, at de kan finde deres egen sindsro, som jeg fandt min:

” Min sindsro hviler i at kunne acceptere, at min fortid ikke gav mig det, jeg drømte om, men at jeg i dag har modet og forstanden til at forandre det, som min fortid bød mig. Jeg giver slip på trangen til at finde svar på alt det, der ikke kan besvares, og omfavner friheden i det uvisse”

Jeanette Markvart 2025