Personlig fortælling

Personlig fortælling

Mia

“Jeg var meget selvskadende i lang tid, og jeg troede aldrig, at jeg ville få det bedre. Alle omkring mig sagde, at jeg ville dø af min selvskade, så jeg troede på det. Men jeg kom ud på den anden side, ved blot små ændringer i mit liv. Ved at folk så MIG, og ikke den person, de troede, at jeg var.

Folk troede altid, at jeg f.eks. selvskadede, af grunde, som aldrig var rigtige. For det var det, de troede, men det var ikke derfor, at jeg gjorde det. Men da jeg fik en autisme og ADHD-diagnose mødte jeg folk, der så mig og mine intentioner, som de faktisk var – ikke som de folk troede jeg var. Det hjalp mig helt enormt. Vi fandt ud af, hvad det var, jeg i virkeligheden havde brug for, for pludselig forstod folk omkring mig mine intentioner, og handlede på dem, og ikke det, folk omkring mig, troede hjalp mig. Så pludselig fik jeg den hjælp, der faktisk hjalp MIG, og jeg fik det lynhurtigt bedre – fordi folk så mig, forstod mig og lyttede til mig.

For mig er det så lidt, der skal ændres, for at man kan opnå det samme, men det har en enorm virkning for den, der får hjælpen”

Fra svingdørspatient til bare Mia

Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg lærte hurtigt, at andre mente, at det var jeg, og at det var noget, jeg bare skulle opdrages ud af. Jeg blev igen og igen fortalt, at ”jeg havde så meget potentiale, så jeg skulle bare prøve lidt mere… gøre lidt ekstra… arbejde bare lidt hårdere!” ”Tie stille, og opføre mig ordentligt, og prøve lidt hårdere,”  

 Jeg prøvede at gøre, som de sagde, men alligevel følte jeg altid, at alle andre havde fået noget at vide om, hvordan man var menneske, som de ikke havde fortalt mig. For alle omkring mig virkede til at have nemt ved alle de ting, som jeg havde så uendeligt svært ved!

Jeg arbejdede over på mit fritidsjob, jeg skrev perfekte stile i skolen, trænede mere end de andre til håndbold, og bare generelt bare prøvede og prøvede. Men jeg følt altid, at jeg aldrig kunne det samme.

 Jeg var begyndt på Kemi studiet i Aarhus, og var i den forbindelse flyttet hjemmefra. Jeg havde svært ved at følge med, men kom efter det. Men alligevel mærkede jeg, at jeg ”bare ikke kunne mere”. Jeg var presset i bund. Psykotisk og selvmordstruet. Så jeg kom til en indlæggelse på psykiatrisk akutmodtagelse. Det blev starten på alt for mange år i psykiatrien.

Først fik jeg en skizofreni diagnose, da jeg havde haft en psykose. Jeg var lykkelig over, at jeg endelig havde en ”undskyldning” for ikke at kunne det samme, som alle andre, for jeg var jo syg! Men jeg fandt snart ud af, at jeg heller ikke kunne finde ud af at være syg.

Jeg fik altid at vide, at jeg ikke rigtig passede ind i de diagnoser, som de stillede, og at man derfor ikke kunne hjælpe mig. At jeg skulle udredes, vurderes og sendes over i et andet tilbud, der igen sagde det samme. En evig kastebold, som ikke passede ind nogen steder.

Ingen hjalp rigtig, men lappede kun (i bogstavelig forstand, da jeg begyndte at skære i mig selv i frustration og afmagt) små stykker af mig sammen. Ingen nåede nogensinde helt ind under min facade, for hver gang jeg talte med nogen, så var jeg ivrig for, at de skulle se mig, men forløbet endte altid, før de havde set ind bag ved.

Jeg fik det dårligere og dårligere, og skar i mine overarme og ben dagligt, og hver gang så meget, at det skulle sys. Det var den eneste måde, at jeg kunne få ro på mit nervesystem, fordi jeg følte, at jeg straffede mig for alt det, jeg havde gjort ”forkert” i løbet af dagen. Alle de gange, at jeg følte, at jeg ikke havde prøvet nok for at leve op til folks forventninger til mig.

Jeg blev indlagt, men udskrevet igen næste dag. Jeg nåede aldrig at lade døren til akutmodtagelsen smække, før jeg gik ind ad den igen. Jeg var en svingdørspatient. Jeg nåede knap hjem, før jeg var indlagt igen!

Min selvskade blev til selvmordsforsøg. Jeg blev hentet med ambulance, behandlet med livet som indsats, men sendt hjem den næste dag. Da det var værst, tog jeg tre overdoser om ugen. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville blive over 30 år. Faktisk så ønskede jeg ofte inderligt, at jeg ikke vågende igen. Men med en kæmpe ambivalens, for jeg ville så gerne leve, men jeg orkede det bare ikke mere.

En ny diagnose

Det her stod på i 5 år. Evigt kastebold og svingdørspatient – alle fortalte mig, at jeg kun var en udgift for staten, fordi jeg hele tiden blev hentet af politi og ambulance.

Der var gode mennesker i mit liv, men de nåede mig aldrig. Jeg var så udbrændt, at jeg ikke lod dem. Men jeg sagde dog ja til en VISO-udredning. Jeg havde egentlig givet op, men tænkte, at det kunne de vel lige så godt prøve oveni i alt det, som de havde prøvet forgæves.

Jeg havde også et forløb ved en psykolog, som startede nogenlunde samtidig med VISO. Det blev mit vendepunkt, for for første gang var der nogen, der ikke bare så min facade, men så Mia inde bag. Den Mia, som ingen nogensinde havde set ordentligt.

Folk kastede diagnoser på mig, som de altid fjernede igen, fordi de ikke passede, men VISO og min psykolog så, at de aldrig kunne finde den rigtige diagnose, fordi jeg i virkeligheden havde autisme og ADHD! To udviklingsforstyrrelser, som på overfalden kan give en adfærd, der ligner rigtig mange andre psykiatriske diagnoser, men hvis man faktisk ser efter, så er årsagen til adfærden en helt anden, og den skal behandles helt modsat af, hvordan psykiatrien ofte behandler.

Jeg fik stille autisme og ADHD, samtidig med, at jeg fik et nyt team på mit bofællesskab. De så mig, fordi andre havde set den virkelige mig, og på bare et halvt år stoppede de mange års indlæggelse og selvskade. Pludselig fik jeg den hjælp, som jeg havde brug for, og jeg mødte en forståelse, og pludselig turde jeg åbne mig, for jeg blev ikke længere gjort forkert, men man (og især også mig selv) forstod grunden til min adfærd.

I dag er der gået halvandet år, siden jeg fik min autisme- og ADHD-diagnoser, og jeg nyder at stå op og morgen, se, hvad dagen byder, og jeg håber, at jeg bliver over 80 år. Jeg er gået fra ikke at ville stå op, fordi jeg ikke kunne overskue en dag, til at elske mulighederne i mit liv. Jeg er en sjælden gang imellem indlagt, for at få ro på mit nervesystem, og jeg selvskader ikke mere, for jeg har ikke behov for det, da jeg ikke er så presset mere. Jeg lever et liv, hvor jeg faktisk har overskud og tid til at LEVE, og ikke bare overleve. Alt dette, fordi folk omkring mig så mig, så ind bag min facade.

Gode råd til folk i mit sted

 

  • Du må gerne være til! Du må gerne stille krav til behandlingen, selvom det ikke virker sådan!

  • Du er ikke forkert, det er folk omkring dig, der ikke forstår dig! Du er ikke forkert, men blot anderledes.

  • Dine følelser er aldrig forkerte! De prøver at fortælle dig noget om den situation, som du står i, og det er aldrig forkert, for det er sådan, at DU har det, og så skal andre ikke sige, at det er forkert.

  • Stol på processen – det kan virke som om, at der aldrig sker en ændring, men nogle gange kan man ikke selv se, hvor meget, der er sket, og det kan være en hjælp, at andre ser det for dig. Og selvom det ikke sker i morgen, så sker der stadig en proces.

  • Du gør ikke “uhensigtsmæssige” ting for at være træls eller ond – du gør det, fordi du ikke kan andet! Hvis du havde følt, at du havde haft andre muligheder, så havde du valgt dem. Du gør, som du gør, fordi du føler, at du ikke kan andet i situationen. Du er ikke ond, dum eller i vejen, du er presset.

 

Gode råd til behandlere

  • Lyt for at lytte, og ikke for at svare – jeg er så ofte blevet misforstået, hvilket har gjort, at jeg følte mig forkert, fordi den behandler, som jeg snakkede med, ikke hørte, hvad jeg sagde, fordi vedkommende havde travlt med at svare på det, som vedkommende troede, at jeg sagde. Mange gange er det en større hjælp at blive lyttet til og forstået end at man får et råd.

  • Fordi et råd virker for andre eller dig selv, er det ikke sikkert, at det hjælper mig – jeg er unik, og bare fordi andre kan, betyder det ikke, at jeg kan det samme.

  • Lyt til, hvor jeg er, og ikke, hvor du gerne vil have, at jeg er – det er mig, der skal have hjælp, så hjælpen skal give mening for mig, og ikke bare se godt ud på papiret.

  • Hav tålmodighed – jeg gør sikkert noget ”uhensigtsmæssigt” igen, men med tålmodighed og omsorg lærer jeg hver gang af det, og om et halvt år er jeg sikkert et andet sted, men ikke i morgen.

  • Husk, at jeg er syg, og ikke gør eller siger ting, for at være træls – hvis jeg havde været i stand til at gøre andet, så havde jeg gjort det. Det er fordi, jeg føler, at jeg ikke kan gøre andet. Se ind bag adfærden, og find årsagen og intentionen, for at forstå og se mig.

Ved du godt at Mia blogger? Og så har hun skrevet 2 bøger!

Vil du være med til at gøre en forskel? Vil du være med til at skabe håb hos andre, igennem dine egne levede erfaringer?

Der er håb

Der er håb