Håb er en grundlæggende drivkraft for ethvert menneske, og uden det kan det føles som om, livet står stille. Da jeg selv var syg, oplevede jeg ofte perioder, hvor jeg ikke kunne bære mit eget håb. I sådanne tider taler vi om det "vikarierende håb" – når andre håber på ens vegne, mens man selv mangler kræfterne. Dette vikarierende håb kan være afgørende i de mest mørke perioder, men jeg erfarede også, at så længe jeg ikke selv holdt fast i mit håb, var jeg ude af stand til at udvikle mig og bevæge mig mod recovery. I stedet følte jeg mig blot opbevaret, fanget i en depressiv spiral af selvskade, håbløshed og mangel på fremtidsperspektiv.

Håb er ikke noget der sker udefra, men indefra

Gennem min rejse mod bedring har jeg arbejdet meget med begrebet håb, og i dag ønsker jeg at sprede håb til andre, der står i lignende situationer. Håb kan være en afgørende faktor for at skabe mening og motivation, især når man befinder sig i dyb krise. Samtidig ønsker jeg at gøre fagpersonalet opmærksom på, at selv det vikarierende håb kan have en bagside. Hvis håbet udelukkende bæres af andre, kan det resultere i, at borgeren bliver uselvstændig og passiv i sin egen behandling og sit eget liv.

Et godt håb er tæt forbundet med vilkår, ressourcer, relationer og samfundets støtte. For at håbet kan leve og vokse, er det vigtigt, at borgeren føler sig værdsat, set og hørt i sit eget tempo og på sine egne præmisser. Det er essentielt, at fagpersoner arbejder med borgerens egne mål og drømme, uden dømmende indblanding. At blive mødt som et menneske med værdi og potentiale styrker troen på, at bedring er mulig

Når håbet slukkes

Desværre kan fagpersoner, der arbejder ud fra en opbevarende tilgang, risikere at slukke borgerens håb. Udtalelser som "Du kan godt skyde en hvid pil efter dine drømme," eller "Vi har ikke ressourcerne til følgeskab," kan være ødelæggende og medføre selvstigma. Når man bliver set som en "kronisk syg," reduceret til sin diagnose og behandlet uden blik for potentialet i bedring, bliver håbet langsomt slukket. Det skaber en følelse af uværdighed og isolation.

Omvendt er det muligt at medvirke til at tænde og nære håbet ved at møde borgeren med åbenhed, anerkendelse og tillid til deres egne valg. At samarbejde om mål, som borgeren selv har sat, og se på ressourcer frem for symptomer, skaber grobund for et håb, der kan bæres af borgeren selv. Det er her, overgangen fra passiv til aktiv deltagelse sker – når borgeren mærker, at de selv har et valg og bliver mødt med støtte og respekt for deres personlige grænser og behov.

Jeg håber at kunne inspirere både andre i lignende situationer og fagpersonale til at forstå, at håbet skal være borgerens eget. Fagpersoner kan støtte og facilitere, men håbet og lysten til fremtiden må bæres af borgeren selv for at skabe en reel og varig forandring. Håbet er det menneskelige fundament, som driver os mod en bedre og mere meningsfuld tilværelse.