"Jeg har en umættelig passion for grafisk design, og af den simple grund er det mig selv, der har opsat min fortælling."
Oliver Amaryllis Mirsbach
Oliver Amaryllis Mirsbach
“…Dette æble faldt ikke langt fra stammen, da det faldt, men trillede alligevel ned langs skråningen og endte afsides for sig selv ved kanten af æbleplantagen.”
Forhåbentlig?
Håb er en meget abstrakt og individuel størrelse, og ordet i sig selv er måske endnu mere subjektivt end selve konceptet, som det bærer på.
Hvis jeg skal tale fra mit eget perspektiv (og det skal jeg jo), så er "håb" eller "håbet" i min optik noget så kynisk og upopulært som en ansvarsfralæggelse i forhold til ens egen eksistentielle selvopfattelse. Paradoksalt nok er ansvaret også primært båret af handling. Men hvad gør man, når man er så langt ude eller nede, at man befinder sig i et stadie af handlingslammelse eller rettere sagt håbløshed?
Ja, ambivalent som det lyder i forhold til min egen fortolkning af håb, kræves der faktisk her et regulært håb.
Det kan lyde kryptisk, men jeg vil gerne uddybe det.
Det mindste spirende håb om, at meningen med det hele vil manifestere sig, kan forhåbentlig vise vejen til det, man ønsker skal ændre sig.
Du tænker nok, at det er hårdt ridset op, og at jeg bare skulle prøve at "sidde i saksen," for det hele er ikke altid så sort-hvidt. (Det ville jeg i hvert fald helt sikkert selv tænke).
“Vi har alle vores grunde…”
Min historie eller fortælling er noget bombet, og som for alle andre er det aldrig nemt at skulle fremlægge et helt liv på begrænset skrift. Dog kan jeg kort give et par højdepunkter (eller snarere lavpunkter), som måske kan fortælle lidt om, hvem, hvad, hvorfor, hvordan og hvorledes jeg har draget mig netop min egen erfaring.
Jeg er i skrivende stund på mit 31. rendevouz om solen. Dette æble faldt ikke langt fra stammen, da det faldt, men trillede alligevel ned langs skråningen og endte afsides for sig selv ved kanten af æbleplantagen.
Min far er forfatter og filosof. Min mor er nok det, mange ville kalde alternativ behandler. Så min barndom var præget af eksistentielle spørgsmål lige fra første minde om en tanke – men trods min historie fik jeg også ubeskriveligt meget kærlighed.
Problemet var nok, at jeg manglede kærligheden og troen på mig selv, og dette var ubetinget af alt det, jeg kunne få og også fik udefra. Jeg følte mig tit anderledes og "foran" mine venner rent kognitivt og emotionelt. Mit hoved kørte uudholdeligt stærkt alle døgnets 24 timer.
Jeg var impulsiv og ekstremt kreativ, men mere ville have mere, og mine impulser førte til, at jeg også var ekstremt grænsesøgende i forhold til min egen væren, både fysisk og mentalt. Allerede i en alder af 12 år fandt jeg noget, som for første gang (sådan føltes det i hvert fald) kunne give mine tanker den ro, jeg forgæves søgte. Som en af de få 12-årige kunne jeg desværre definere mig selv som aktiv misbruger.
“Tanken skræmmer mig stadig i dag, når jeg modvilligt mindes, hvordan jeg i det ene øjeblik kunne sidde og lege med LEGO og i det næste øjeblik ryge en joint bag skolen.”
— Oliver Amaryllis Mirsbach
“Jeg var bange for at såre dem omrking mig”
Jeg var aldrig en stolt misbruger.
Tværtimod gjorde jeg alt, hvad der stod i min magt for at holde det skjult.
Billedebeskrivelse:
Min kunst udstillet på AroS i Århus
Jeg var bange for at skulle såre dem omkring mig. Samtidig smeltede et mærkat som stofmisbruger sig fast og blev en stor del af min identitet.
Jeg hørte ofte ordet "gateway drug" men for mig var det mit “get away drug”…
Der gik ikke lang tid (ca. 1-2 år), før jeg var daglig bruger af kokain. De fleste tænker nok, hvordan en 13-14-årig kunne have råd til sådan et misbrug - men skæbnen ville at jeg allerede den gang tjente godt på min kunst.
Jeg befandt mig på udskilte steder, hvor jeg mødte ligesindede unge (for det meste ældre end mig selv).
Her etablerede jeg et solidt netværk, Med tiden blev misbruget et af mine tydeligste kendetegn.
Jeg havde opbygget en solid forkærlighed for psykoaktive stoffer (heriblandt LSD, svampe, MDMA, Ayahuasca, Salvia-ekstrakt og generelt DMT-holdige substanser).
Jo længere jeg kunne komme væk fra virkeligheden, desto bedre…
“Det’ sørgeligt, hvordan jeg kunne ryge flere joints i streg, i et allerede tabt forsøg på at glemme mit misbrug. Jeg var så skamfuld.”
— Oliver Amaryllis Mirsbach
Diagnoser,
diagnoser,
diagnoser…
Jeg blev mere og mere psykotisk og paranoid. Allerede på dette tidspunkt havde jeg etableret et solidt mønster med psykiatriens tilbagevendende svingdøre. Et utal af psykiatere havde forsøgt at "tæmme" mig, sådan føltes det i hvert fald. Jeg blev udredt for autisme, mulig bipolar affektiv sindslidelse, Aspergers syndrom, skizofreni og skizotypi.
…og lige netop den sidste diagnose, vil jeg lade hænge lidt endnu…
“Skizotypien forfulgte mig gennem mange år, og dette var på trods af, psykiatriens viden om, at jeg havde et aktivt misbrug.”
Et nyt perspektiv
Efter adskillige opgivende forsøg fra diverse 'specialister' endte jeg med at sidde ansigt til ansigt med manden på toppen af det hele.
“Jeg har læst en del ind i alle dine journaler… hvis jeg må spørger, hvad tror du så personligt at alle disse forskellige udfald kunne skyldes?”
”Et spørgsmål jeg nok aldrig glemmer.”
Det var den øverste siddende ude på hospitalet. Så hvis ikke at jeg følte mig anderledes, så gjorde jeg det i hvert fald nu. Samtalen gik frem og tilbage den dag.
Over det næste stykke tid, gennemgik jeg utallige tests, flere samtaler og medicinske behandlinger, og til sidst sad jeg nu med elektroder koblet til en hvid badehætte. Der lød kaffeslurpen og dybe funderende overvejelser i form af
“...hmm…aha...tjo...” imens jeg svarede på et umenneskeligt langt spørgeskema om alt mellem himmel og jord."
“WAIS og RIAS stod der på testene.”
Jeg har altid vidst, at min far var en mand med en høj matematisk, samt logisk intelligens, dette har altid været tydeligt, da han trods alt er medlem af Mensa – men arveligheden havde jeg ikke overvejet.
Efter en god rum tid var resultaterne klare:
Jeg var, eller er, det man definerer som hyper intelligent, også kendt som svært begavet eller noget så demotiverende som belastet begavet.
”Hvad kunne jeg så bruge det til?”
Psykiaterne viskede tavlen ren og foretog nye udredninger i en lang periode.
Jeg følte mig egentlig mere utilpas med denne udmelding, da jeg følte et endnu større ansvar for mine handlinger end tidligere – for hvis jeg var så klog eller smart, hvorfor gjorde jeg så, så mange “usmarte” ting ved mig selv og i min eksistens?
De 9 Intelligenser
For at forstå omfanget af en intelligensmåling kontra en “IQ-test” skal man først forstå, at intelligens måles ud fra ni “intelligens-grupper”. Modsat min kære far, scorede jeg personligt virkelig lavt på den logisk-matematiske intelligens.
De intelligenser, jeg virkelig
udmærkede mig i, var følgende:
-
Jeg havde oprindeligt svært ved at identificere mig med denne intelligens, da jeg ikke føler, jeg har et særligt sprogligt øre. Men da jeg forstod, at det også inkluderer ordforråd og skriftligt udtryk, gav det pludselig mening, da jeg altid har haft en stærk interesse for at skrive. Min evne til at bruge ord kommer særligt til udtryk skriftligt, hvor jeg kan arbejde med sprogets struktur, betydning og anvendelse. Jeg nyder at lege med ord, fortælle historier og udtrykke mig gennem skrift.
Denne interesse for sprog og skrift ses ofte blandt dem, der elsker at læse, skrive og formidle – dette kunne f.eks. være forfattere, journalister og lærere. -
"Min intelligens og kreative drive kommer særligt til udtryk gennem min følsomhed for former, farver og linjer, og min evne til at gengive steder med stor detaljegrad. Jeg har en stærk visuel-rumlig forståelse og fascineres af at kunne transformere mine indre billeder og idéer til konkrete visuelle udtryk. Det er her, min interesse for tegning, maling, konstruktion og visuel fortolkning bliver intensiveret. Jeg tænker i former og billeder, orienterer mig nemt i rum og har en klar fornemmelse for beliggenhed og tekniske sammenhænge – dette gav mig en klar mening, da jeg altid har været ekstremt kreativ og set på verden meget “skævt”
Ser man helt faktuelt på denne intelligens, bindes den ofte sammen med opfindere, kunstnere og arkitekter. -
Jeg oplever denne intelligens som værende lidt kryptisk, da den er todelt:
Interpersonel intelligens handler om evnen til at aflæse andres sindsstemninger og ansigtsudtryk, mens
intrapersonel intelligens fokuserer på selvindsigt – forståelsen af egne styrker, begrænsninger og følelsesmæssige tilstande.
Begge sider kom til udtryk hos mig, men især intrapersonel intelligens har med tiden udviklet sig til en meningsfuld modpol, selvom jeg dengang oplevede det som en kompleks og svær forståelig del af mig selv.
-
Dette er evnen til at klare sig godt med andre mennesker. Den hænger sammen med den personlige intelligens i forhold til sindsstemninger og at kunne fornemme “energien” eller “stemningen” i et rum.
Jeg har aldrig haft én enkelt gruppe eller type af venner og bekendte, men har altid været lidt over det hele. Så igen gav dette virkelig god mening for mig.
*Denne intelligens måles ikke længere*
“Jeg følte mig stadig ikke godt tilpas, kun mere anderledes end før.”
Jeg var flyttet for mig selv, og trods et allerede intenst stofmisbrug formåede jeg at skrue endnu mere op.
Jeg arbejdede mere end fuldtid på forskellige arbejdspladser, og når jeg ikke arbejdede, tog jeg stoffer.
“Jeg ville bare væk fra alt, hvad der mindede om den mindste følelse af kontakt med mig selv og mit indre."
“En aften, hvor jeg var
i byen, gik det så
for alvor galt.”
Jeg kom op at toppes med nogle dørmænd, og trods deres ihærdige forsøg på at tilbageholde mig, var jeg på grund af stoffer alt for emotionelt og fysisk distanceret fra mig selv til at kunne mærke noget overhovedet.
“Politiet ankom, fire mand høj, og i næste nu, begyndte en skelsættende ny epoke”
Bang!
Hammeren faldt. En retspsykiatrisk dom på to år skulle afsones: halvandet år ubetinget og seks måneder med et futuristisk ankelsmykke, var nu mit liv.
Der er perioder i min fortælling, som jeg vil passere.
Dette er ikke fordi jeg ikke ønsker at kendes ved disse perioder,
men pga. at jeg ikke føler for, at det skal være frit tilgængeligt her på nettet.
Jeg kunne vælge mellem at forblive
misbruger og med sikkerhed dø af det…
“24 år var gået siden første vejrtrækning og jeg stod ved en altafgørende skillevej”
…eller jeg kunne tage mine dæmoner ved hornene, tage ansvar for mit eget liv og få skabt mit eget håb.
HANDLINGEN
GAV MIG HÅBET
(Meget) nemmere sagt end gjort, tog jeg det sidste valg. Jeg cuttede ALT kontakt til mit gamle netværk, flyttede væk og tog en (voldsom) kold tyrker, hvilket efterlod mig alene. Jeg ramte bunden med et brag, men for første gang med udsigt til noget bedre. Dette var mit nye håb – håbet om bedring.
“Over de næste par år skete der ubeskriveligt meget. Jeg fik børn, og for første gang fik jeg diagnoser, der gav mening i forhold til mit sind. Jeg blev stabilt medicineret, og mit liv kom i system.”
Så hva’ så nu?
I dag er jeg 31 år og bor med min helt fantastiske kæreste (dog ikke børnenes mor). Jeg ser jævnligt mine børn. Jeg er uddannet peer-medarbejder (medarbejder med egen erfaring) og har et dejligt liv, trods diagnoserne kompleks ADHD, kompleks PTSD, RLS-syndrom (ekstrem kronisk uro i benene), kronisk stress-syndrom (tilbagevendende stress) og mildere OCD. Jeg bliver forhåbentlig bevilliget til fleksjob inden for de næste 2-3 måneder, så alt i alt har jeg aldrig haft det bedre.
For at vende tilbage til begyndelsen af hele dette skriv, så er håb bygget på handling fra en selv og evnen til at tage skeen i egen hånd – hvad enten det er kronisk, periodisk, fysisk eller mentalt. Fokuser på det, der fylder af dårligdom, tag selv styringen og fjern det fra dit liv. Fokus, fokus, fokus.
Tusind tak fordi du læste med helt til ende.