Sidsel Hoeg
Dokumentation som arbejdsredskab
Dokumentation
At turde omtænke dokumentation, med borgeren som hovedaktør.
Artikel udgivet samfundsdesign.dk i januar 2019.
Der går enormt meget tid fra samarbejde med borgeren, når der dagligt skal dokumenteres internt og eksternt. Som tidligere bruger af det psykiatriske system, mærkede jeg tydeligt den frustration fra personalet over, at de ikke følte de kunne fordybe sig i det de brændte mest for, nemlig at gøre en forskel på det praksisnære plan.
Kan dokumentationsarbejdet bruges som et konstruktivt redskab til at arbejde sammen med borgeren?
Jeg har mange erfaringer med netop dét fra mine 12 år i systemet, både de misforståede forsøg, den manglende inddragelse, følelsen af passivisering i egen behandling, og ikke mindst de virkelig gode erfaringer, hvor dokumentationsarbejdet blev brugt som et udviklingsværktøj sammen med mig.
Jeg brænder for at formidle, og et af mine yndlingstemaer når jeg er ude og holde oplæg, er brugen af dokumentationen som arbejdsredskab i samspil med borgeren.
Jeg synes det er ekstra relevant i dag, hvor vi desværre har et system der er skruet sådan sammen, at psykisk sygdom skal sidestilles med det somatiske, og som helt misforstået gør, at patienten overlader sin behandling trygt i hænderne på de professionelle. Jeg er overbevist om, at det er altafgørende for recoveryprocessen, at borgeren inddrages i egen behandling og derigennem får ejerskab over eget liv. Dette vil, uden tvivl, styrke motivationen hos den enkelte.
Hvis den psykisk syge ikke længere har en forventning om at blive reddet, men derimod føler det som et samarbejde, så vil vi på sigt se langt større procentdele der kommer sig helt eller delvist.
Men hvordan kan det så bringes ned i det daglige arbejde med borgeren?
Da jeg boede på døgndækket botilbud, brugte personalet Bosted-systemet til intern dokumentation, og det var endda udvidet med den funktion, at jeg som beboer kunne læse med og kommentere på det der blev skrevet. Det så jeg som et kæmpe plus, da jeg skulle vælge botilbud. Først og fremmest fordi jeg var paranoid og forsøgte at holde styr på hvem der vidste hvad om mig, men også fordi jeg så havde en forventning om rent faktisk at blive hørt.
Desværre viste det sig at have en helt anden effekt. Jeg fulgte med og følte ofte de havde misforstået mig, så jeg skrev om min egen oplevelse af dagligdagssituationen. Jeg tvivler på at mine kommentarer overhovedet blev læst, for der blev aldrig fulgt op på det. Det er fint at man som botilbud kan ”vinge” den funktion af, og så klappe sig selv på skulderen over at være et sted der vægter brugerinddragelse højt, men hvis ikke der bliver fulgt op, så sendes mine kommentarer, frustrationer og ønsker ud i intetheden og i situationen bekræfter det mig blot i, at jeg ikke er noget værd – og så modarbejdes målet om recovery.
En kontaktperson i psykiatrien forstod min paranoia og mødte mig i mit behov. Vi skrev cardex sammen efter hendes vagter, og på den måde fik jeg et anderledes syn på mine reaktioner, som jeg ikke kunne se i situationen. Det gav mig en øget forståelse og et meget bedre udgangspunkt for behandlingen i det daglige.
Da jeg senere flyttede i egen lejlighed hvor jeg fik bostøtter tilknyttet, havde de fra start af en forståelse for mit behov, men også fokus på generelt, at jeg skulle inddrages i dokumentationsarbejdet. Dette gav mig i høj grad medbestemmelse omkring i hvilken retning vi skulle arbejde, og hvordan vi skulle gøre det. Jeg fik mere og mere tillid til dem, og ikke mindst mig selv, hvilket taktvist øgede min motivation for at blive rask – og her er jeg så i dag.
Rask, afsluttet i alt behandling, studerer til sundhedsteknologiingeniør og brænder for at formidle og forbedre systemet.
Der skal ændringer til, udviklet individuelt med borgeren, sådan at der fra start bliver dannet en fælles alliance mellem borger og personale, og her mener jeg, at fælles dokumentation kan blive et vigtigt og brugbart redskab.
Kan dokumentation tænkes anderledes, så den primære tid er med borgeren og vi skaber et samarbejder omkring fx delmål, ønsker for rutiner, plads til at drømme og skaleringer, så det er målbart og synligt for borgeren hvordan målene nærmer sig og ændrer sig? Jeg tror, og har mærket på egen krop hvordan frustrationen hos personalet vendte og skabte motivationen hos både personalet og jeg selv ifht. recovery, men er systemet klar til at omstrukturere kulturen?
Oplæg om dokumentation
Jeg afholdte i februar 2019 workshop på EG sensums temadag omkring bosted-systemet, der bruges som det daglige dokumentationsredskab på botilbud rundt om i Danmark. Her fortæller jeg om erfaringerne med at være borgeren i det psykiatriske system, og om mit syn på dokumentation, og hvordan jeg selv har været inddraget. Jeg er overbevist om, at dokumentationen kan bruges som et samarbejdsredskab med borgeren, som helt automatisk vil højne borgerens ejerskab over eget liv og motivation for recovery.
Optagelse af workshop på EG sensum temadag.
Se materiale om følgende emner
af Sidsel
-
Relationer kommer før alt andet! Hvis ikke en god, tillidsfuld, ligeværdig relation er bygget op, så bliver det meget svært at arbejde sammen.
-
Dokumentation som arbejdsredskab. Hvorfor er inddragelse i dokumentation ekstremt vigtig og hvordan kan det være med til at skabe motivation hos den enkelte?
-
Hvordan sættes det gode mål og hvorfor er målet afgørende for forandring også selvom målet ikke nødvendigvis er realistisk?
-
Jeg var meget selvskadende og en svingdørspatient på den somatiske skadestue. Det blev til mange svære situationer, for både mig og mine omsorgspersoner. Hvordan kom jeg på den anden side?
-
Der VAR håb, men i lange perioder kunne jeg ikke selv mærke det og kun det vikariende håb holdte mig i live. Jeg rykkede mig først, da jeg tog håbet hjem.
-
Her vil jeg fortælle om min rejse ud af systemet og tilbage til samfundet. Hvordan jeg blev stærkere af den modgang jeg mødte, men også stadig lever med frygten for at blive syg.