Personlig fortælling
Personlig fortælling
Lise-Lotte
Relationers betydning
Mit navn er Lise Lotte – jeg er 54 år gammel, uddannet pædagog, skizofren, lykkeligt gift i 30 år og har to voksne og meget velfungerende døtre samt et skønt barnebarn. Men at jeg skulle ende så velsignet med kærlighed og min egen lykkelige familie, lå ikke i kortene, da jeg sad ulykkelig, ensom og uelsket på mit barneværelse. Jeg er et produkt af et sidespring, min mor havde tilbage i slutningen af 60'erne, og har derfor fra min undfangelse været i vejen.
Hvad kommer jeg fra
Min mor var gift og havde en lille søn på bare 4 år på det tidspunkt. Men min ankomst skabte så meget ballade, at min mor valgte at forlade både mand og søn uden at se sig tilbage – til fordel for en mand, der var 24 år ældre end hende, og som udtrykkeligt sagde, at hun ikke skulle komme rendende med to små børn. Da hun ikke rigtig kunne komme af med mig, valgte hun trods hans vilje alligevel at tage mig med sig, og det blev starten på en lang barndom uden kærlighed.
Min mor ejede ikke evnen til at give mig omsorg. Som eksempel på dette ville hun fx ikke holde mig, når jeg skulle spise. Trods flere familiemedlemmer påpegede, at det kunne skade mig, lå jeg alene med en sutteflaske fra jeg var helt lille. Min nye “far” – som ikke ville have noget med mig at gøre – indrettede et lille bitte kælderværelse til mig, hvor min tremmeseng kunne stå. Når de voksne ville have fred om aftenen, blev jeg lagt derned, bare 10 måneder gammel, alene i mørket med dørene lukkede både til mit værelse og til ovenpå, så de slap for at høre på min desperate gråd. Min far holdt hele min barndom igennem fast i, at han ikke ville have noget med mig at gøre. Hvis jeg forsøgte at kravle op på hans skød, blev jeg vredt skubbet væk med ordene: “Gå over til din mor.” Så selvom jeg skulle kalde ham far, og de lod mig tro, at han var min far, gjorde han intet for at udfylde en farrolle, jeg kunne finde tryghed i. Han var der, han accepterede, at jeg var der, men ønskede intet andet af relationen. Jeg voksede op på en slags tålt ophold i mit barndomshjem uden kærlige arme og udviklede derfor kun en ængstelig tilknytning til de to, der skulle være mine omsorgsgivere.
Det blev ikke bedre, da jeg kom i skole. Jeg havde allerede udviklet en livslang, dyb angst, og da man i børnehaven misforstod min mistrivsel som forhøjet intelligens, kom jeg alt for tidligt i skole. Her havde jeg ingen chance for at klare mig i skolegården. Jeg var for umoden og vidste ikke, hvordan jeg skulle skabe relationer til mine klassekammerater, og derfor blev jeg deres yndlingsmobbeoffer. Hele folkeskolen igennem blev jeg jaget, tæsket og drillet HVER DAG! Langsomt men sikkert mistede jeg min tro på andre mennesker – jeg blev mistroisk, ensom, angst og led nu af voldsom forfølgelsesvanvid.
Som årene gik
Jeg blev mere og mere syg, uden at nogen voksne tog sig af det. Jeg var selvmordstruet allerede som 11-årig og kunne som 14-årig høre Svendborg Sund kalde på mig, når jeg cyklede over broen. Jeg byggede et tæt skjold op om mig selv, holdt alle mennesker ti skridt fra livet, beklagede mig ikke til nogen og bekæmpede min livslange angst med et udtalt ønske om at dø og en dyb grundfølelse af, at ingen alligevel ville savne mig. Jeg husker tydeligt de mange angstfyldte vågne nætter, hvor jeg – hvis det blev for slemt, og jeg forsøgte at kalde på min mor – blev bedt om selv at bevæge mig ind i soveværelset. Min mor gad absolut ikke forlade sin seng. Vredt blev jeg skubbet op i smørhullet, så de voksne fik fred til at fortsætte deres nattesøvn. Men selvom jeg lå der mellem de to voksne, oplevede jeg ingen tryghed; der var ingen kærlige arme eller trøstende ord – kun vrede og irritation. Så jeg opgav og kravlede tilbage til min ensomme angst i min egen seng, og jeg lærte, at mine dæmoner var min egen sag, som ingen havde i sinde at hjælpe mig med.
Min mor var et meget dominerende og manipulerende menneske uden evne til empati, men med gaslighting som speciale. Hvis jeg kom hjem med en legekammerat eller senere i mit ungdomsliv forsøgte at skabe en relation til en veninde, havde hun altid travlt med at tale grimt om dem. Enten kom de fra en dårlig familie og var ikke værd at samle på, eller også skulle jeg ikke tro på, at de kunne lide mig, og at de kun var sammen med mig for at holde mig for nar eller gøre mig til grin. Hun konstruerede altid sit eget verdensbillede, og ligegyldigt hvad jeg oplevede eller følte, var det kun hendes oplevelse eller mening, der talte. Hun forblev en magtfaktor og den styrende faktor i mit liv langt op i voksenlivet. Min angst for hende var for stor til at sige fra, så både jeg og min familie var fanget i hendes net alt, alt for længe.
I år 2000 var jeg så syg af angst, spiseforstyrrelse og begyndende psykose, at jeg blev indlagt. Jeg kunne på ingen måde forstå, at jeg havde brug for hjælp, og jeg troede overhovedet ikke på, at der fandtes noget menneske, der kunne eller ville gøre en forskel. Jeg isolerede mig på stuen, skræmt og med hovedet fuld af flugttanker. Alt personale, der kom ind til mig, blev på det bestemteste bedt om at gå igen.
Jeg havde vagt på mine måltider, og jeg HADEDE det. Da en af mine kontaktpersoner en dag lod mig sidde alene og slås med min mad (fordi han hellere ville følge med i Dronning Ingrids begravelse på tv i fællesstuen), var jeg ikke sen til at benytte chancen til at afvise den næste, der kom ind for at sidde vagt ved mig, med ordene: "Når min kontaktperson tør lade mig være alene, kan I andre også bare lade mig være." (Jeg vil skåne ham for at nævne hans navn offentligt, men jeg ved, han godt selv kan se, at der var dyb grund til, at jeg fra det sekund nægtede enhver kontakt med ham, selvom det betød, jeg måtte låse mig inde på badeværelset for at undgå ham.)
Det udløste en krise blandt personalet, som selvfølgelig tjekkede med min kontaktperson, om det havde sin rigtighed. Han benægtede at have ladet mig alene, og jeg blev fejlagtigt stemplet som løgner og for at skabe splid.
Håb
Jeg var knust – atter viste verden sig ond og uretfærdig. Som altid var der ingen, der hørte, troede på eller forstod mig. Jeg blev, som jeg var vant til i mit barndomshjem, udsat for, at mit virkelighedsbillede blev gjort usandt – hvad jeg følte, tænkte og oplevede talte ikke. Men lige der i nødens stund, hvor jeg ikke vidste ud eller ind, fanget i et ukærligt system jeg ikke forstod, angst og alene… kom min allerførste frelsende engel – min kære, kære Irene. Jeg havde nemlig også en anden kontaktperson, og det kærlige menneske, Irene er, kom hun ind på min stue, fandt min hånd, selvom jeg lå gemt under min kugledyne, og jeg husker tydeligt hendes blide hvisken: "JEG TROR PÅ DIG." Det var startskuddet til en dyb relation – hun blev min eneste tryghed i dette farlige system, jeg var landet i. Jeg ville kun hende! Alle andre gjorde mig angst og utryg (godt hjulpet på vej af de stemmer, jeg så tydeligt hørte, af personalet, der talte grimt og nedladende om mig ude på gangen).
Jeg var indlagt i to lange år, og da min kære Irene på et tidspunkt forlader mig, da hun tiltræder en ny stilling, bryder min verden atter i grus. Jeg blev voldsomt selvmordstruet, og min psykose blev dyb. Mange, mange afvisninger, selvmordsforsøg og kun spæde forsøg på tilknytning blev min nye hverdag som psykiatrisk patient. Mange blev afvist og bedt om at holde sig væk fra mig – få kæmpede sig vej ind til mit frosne hjerte, men ingen fik samme plads som min højt elskede kontaktperson. Dog, en traumatisk overflytning til en ny afdeling og mange nye kampe og selvmordsforsøg gav alligevel pote. En sen nat, hvor jeg som vanligt ikke sov, listede jeg ud fra mit lille eneværelse og fandt en fra personalet i køkkenet i færd med at rense termokander. Vi faldt i snak, og jeg fik lov at hjælpe hende. Stille fandt jeg lidt tryghed, og jeg glemmer aldrig den seance. Det blev startskuddet på en tæt alliance, og Lotte blev min yndlings-fastvagt. Når mine utallige selvmordsforsøg bragte mig op på hjerteafdelingen, hvor min paranoia og psykose med voldsomme synsforstyrrelser og negative stemmehøringer gjorde disse ophold voldsomt utrygge og angstfulde, sad søde Lotte altid stille ved min side. Hun lod mig røre ved hendes ansigt for at sikre mig, holdt min hånd, talte beroligende med mig og lod mig ryge alle de smøger, jeg havde brug for. Den dag i dag har Lotte en stor plads i mit hjerte, og vi har bibeholdt den varme kontakt.
På den nye afdeling blev jeg endelig udredt og medicineret. Små alliancer med personalet opstod, og vi begyndte at samarbejde. Man havde fra min ankomst til afdelingen observeret mine relationsproblemer, og derfor blev jeg skærmet fra stort set hele personalet – kun fem personer havde tilladelse til at skabe relation til mig, og de var de gennemgående personer i min behandling. Trods mine månedlange afvisninger og modstand mod kontakt blev de hos mig, og da jeg stille begyndte at acceptere dem, begyndte trygheden ved den nye afdeling at melde sig. Siden er det blevet til et hav af indlæggelser; angst og psykose prægede mit liv, og når jeg er der, er jeg svær at nå. Mit skadede forhold til relationer betyder, at det kun er få, der kan bryde mit panser. Men alligevel ser jeg tilbage på min 22-årige karriere som psykiatrisk patient med milde øjne.
Omsorgens betydning
Jeg har fået så meget omsorg; der har været så mange gode folk, der har kunnet se bag min sygdom og troet på mig. Så mange venskaber er blevet skabt på trods af mine afvisninger. Jeg har været heldig – min fantastiske Irene, der som den første troede på mig, har fulgt mig gennem hele min behandling og udgør i dag sammen med en lige så fantastisk distriktspsygeplejerske grundstammen i min tryghed. Men selv min skønne distriktspsygeplejerske måtte kæmpe for en alliance. Jeg var syg og småpsykotisk, da vi startede vores kontakt, og da jeg blev mødt med de to værste ord, jeg kender – "mere medicin eller indlæggelse" – gik jeg helt i baglås. Vi måtte lave en fast aftale om ikke at skilles i vrede; at ingen af os ville bryde kontakten uden at det skete på en ordentlig måde. Og kors, hvor har jeg skældt og smældt med den sikkerhed i baghovedet. Jeg holdt utrolig meget af Bente og kunne fra starten mærke den gode kemi, men jeg var bange og syg og troede ikke på, at hun ville mig noget godt. Så som alle andre måtte hun kæmpe for at vise mig, at hun havde gode hensigter, og at hun altid ville stå på min side. Bente har været så fantastisk og bor dybt i mit hjerte i dag. Med en kontakt, der har varet længe, har jeg klaret mig de sidste fem år uden indlæggelse. Jeg bliver stadig trigget af grundfølelsen af, at jeg ikke er værd at elske, og jeg er stadig mistroisk og angst blandt fremmede mennesker.
Men psykiatrien har lært mig at lade mig elske, at tro på betydningen af relationer. Med et tæt netværk af både tidligere personale, veninder og min families utrættelige omsorg står jeg stærkt. Jeg evner nu at tro på, at nogen elsker mig, at livet vil mig noget godt, og at jeg forhåbentlig skal være her mange år endnu.
Gode råd
Det kan være svært at give andre gode råd om, hvad man skal gribe og gøre, når sygdom rammer. Jeg ved dog, at al psykisk sygdom ofte medfører en alt for høj arousal – det kan skyldes angst, psykose, grimme tanker eller andet.
Det, jeg har lært mig selv, er, hvilke redskaber der virker for mig, når jeg mærker, at min arousal bliver for høj – når jeg får uro og grimme tanker. Jeg har prøvet at liste dem op, for måske er der noget, der også virker for dig?!
Ting, der beroliger mig:
Mørke med lyskæder og levende lys/ild
Frisk luft
Dufte – rose/the Only One-parfume
U-pude
Krammepude
Mindfulness-musik (genkendelig musik)
Min mands tætte nærvær
Min hunds tætte nærvær
Nussen på ryggen
Nussen på kinder og i håret
Kædedyne
Ligge ned med noget over mit hoved
Hængekøje
Dæmpende tale eller adfærd
Skifte af omgivelser
Varme drikke (kaffe, Pukka Night Time-te, kakao)
Kreativ aktivitet (bage, male, strikke)
Is på panden
Mit gode råd til dig, der arbejder i psykiatrien eller er pårørende til et relationsforstyrret menneske, vil derfor altid være vedholdenhed og milde øjne. Det er vigtigt at prøve at se bag afvisningerne – i mit tilfælde, jo mere jeg var angst og havde brug for omsorg, jo mere afviste jeg.
Kun de mennesker, der virkelig stod fast og forstod, at afvisningerne aldrig var personligt ment – de, der kunne se på mig med kærlige øjne og midt i afvisninger og vrede alligevel finde min hånd og vise mig, at de ville mig – de, der valgte mig til i stedet for fra … de mennesker turde jeg begynde at tro på.
Og hjemme i min kærlige familie har jeg ligeledes aldrig hørt et vredt ord, lige meget hvor svært jeg havde det, eller hvor mange selvmordsforsøg jeg udsatte dem for. Min mand har altid, uden ord eller bebrejdelser, taget over på ALT det praktiske derhjemme, når jeg har været syg, for så langsomt at lade mig genvinde terræn, når jeg kom hjem og var i bedring. De har aldrig set ned på mig som et ringere menneske trods mine voldsomme udfordringer. De har aldrig pakket mig ind i vat og har altid behandlet mig ens, uanset om jeg var syg eller rask. For pigerne var jeg jo bare mor, og jeg har heldigvis altid været fuld af omsorg og kærlighed til dem og har formået at tage mig godt af dem gennem hele deres opvækst – været den trygge omsorgsgiver, jeg selv aldrig mødte.
Mit ønske for fremtidens psykiatri vil altid være, at man fremelsker relationsdannelsen – at man uddanner personalet til at forstå, at faglighed ikke kan stå alene. Det vigtige er at turde bruge sig selv, at det ikke er farligt at investere nogle følelser i sine patienter.
Vi mennesker er i kraft af hinanden, og psykisk udfordrede mennesker har især brug for at mærke, at de ikke er alene i verden – at kampen mod dæmonerne ikke skal kæmpes alene. Medicin kan meget, men omsorg og troen på mennesker kan så meget mere.
Man kan ikke modtage hjælp uden tillid, og uden tillid kan man ikke finde tryghed. Al psykisk sygdom har det tilfælles, at patienten er voldsomt utryg, så at skabe rammer, hvor patienten kan finde ro og tryghed – blandt gode mennesker og få den omsorg, de har så voldsom brug for – må være grundpillerne i enhver god psykiatrisk behandling.
Mange af disse ting har jeg lært i psykiatrien, hvor søde mennesker har forsøgt at give mig lindring, andet har jeg selv udviklet og fundet frem til.
Fælles for dem alle er dog, at de virker – i hvert fald for mig. Disse ting er alle noget, jeg kan gøre for mig selv, også når jeg er alene.
Relationer af den dybe slags er også meget virkningsfulde for mig, når jeg er så dårligt tilpas, at jeg ikke længere kan passe på mig selv eller gøre noget godt for mig selv. Jeg har enkelte veninder, der har fulgt mig gennem op- og nedture, og en opringning og efterfølgende samtale med dem er altid helende for mig, da de i den grad bærer håbet for mig, hvis jeg skulle miste det.
Men det største håb har jeg i min familie.
Jeg er så heldig at have både en mand og børn, som aldrig svigter mig – de passer på mig, de rummer mig, og de er der altid, når jeg dukker op til overfladen igen.
Til sidst vil jeg nævne, at jeg de sidste tre år har været beriget med det skønneste barnebarn – livets dessert. Min datter har heldigvis fuld tillid til mig, og jeg tilbringer mange, mange timer hver uge med at passe ham. Jeg elsker den lille fyr dybt, og for hans skyld vil jeg kæmpe med næb og klør for at holde mig rask og være til rådighed for ham.
– Lise-Lotte, maj 2024
