Personlig fortælling
Personlig fortælling
Marianne
“Jeg står åbent frem med min fortælling for at gøre en forskel for andre. Den forskel jeg selv savnede. Den forskel det gjorde, da en kvinde kom hen til mig og fortalte, at min åbenhed havde givet hende mod til selv at åbne op og søge hjælp. Og den familie som fik mere styrke til at kæmpe videre efter hørt min historie. Fordi jeg har fået rigtig mange af de her kommentarer og de har rørt mig hver og en. Det er grunden til at jeg har fundet en mening med mit liv”
5 minutter
For mig er håb... Minutter... 5 minutter...
Jeg var 23 år og sad på en stue med tremmer for vinduet. Gardinerne var trukket for. Jeg kunne ikke rumme at kigge ud – ud på verden. Den verden, som jeg ikke var en del af. Jeg var ikke i stand til at leve i den verden, og det havde jeg ikke været længe. Faktisk kunne jeg ikke holde ud at leve mere. Jeg havde det så dårligt, og det gik kun én vej, og det var nedad. Mit overskud var brugt op.
Jeg sov med mit tøj på om natten, for jeg havde ikke overskud til at tage det af om aftenen og på igen næste morgen. Jeg hviskede, for jeg havde ikke overskud til at bruge min stemme. Alt var så sort, som sort kan være, og der var overhovedet ingen tegn på bedring.
Så jeg tog valget, at nu var det nok. Jeg kunne ikke mere.
Det var dér, jeg var, da en lille stemme kom frem i mit hoved. En lille stemme med en kæmpe stor styrke. Den sagde til mig: "Vent lige 5 minutter." Jeg anede ikke, hvor den kom fra, og hvorfor jeg skulle vente 5 minutter. Hvorfor skulle jeg blive i det helvede, jeg var i, bare 5 minutter mere? Det gav slet ingen mening. Men jeg blev alligevel nysgerrig og fik en følelse af, at jeg lige måtte vente og se, hvad der skete om 5 minutter. Så jeg ventede.
Da de 5 minutter var gået, kom stemmen igen og sagde: "Vent lige 5 minutter mere." Det blev den ved med, hvert 5. minut. Sådan foregik det i noget tid. Dengang anede jeg ikke, hvad det her skøre pjat var for noget. Men det viste mig, at hvis jeg fandt reservedepotet af skjulte kræfter frem, kunne jeg godt overskue livet, 5 minutter ad gangen.
Senere kom jeg op på at kunne tage 15 minutter ad gangen og længere fremme, 30 minutter. Det var årsagen til, at jeg nåede at opleve min 24-års fødselsdag og meget mere.
Dengang så jeg ikke grunden til, at jeg skulle gøre det. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at måske en dag finder jeg ud af hvorfor – og måske ikke.
De 5 minutter holdt mig i live
Jeg ser grunden i dag. Jeg ser også, hvad det var, der holdt mig i live, 5 minutter ad gangen. Det var ikke en psykotisk stemme. Det var håbet. Håbet fandt mig og tænkte: "Dén pige skal hjælpes, inden det er for sent. Hun skal nå at opleve de gode ting, der findes i livet. Hende tager jeg fat i og redder, inden hun gør noget dumt. Den pige skal have mulighed for at opleve kærlighed."
Jeg husker denne episode – ikke som om det skete i går, men som om det skete for en halv time siden. Jeg husker alt ved det. Stemningen på min stue og alle følelserne. Accepten af at skulle herfra, måden jeg ville gøre det på. Alt. Nogle gange får det mig til at græde, og andre gange bliver jeg taknemmelig. Græde, fordi det er skræmmende at have været så langt nede og tæt på at være væk. Taknemmelig, fordi jeg var så vigtig at redde, og fordi jeg fik en ny chance for at opleve det gode i livet. I det levende liv, som jeg er endt i, hvor det er vigtigt, at jeg er her.
Tak til håbet.
Mit håb.
Du vil altid være ved min side.
Jeg slipper dig aldrig. Det lover jeg!
Marianne Graversen, juni 2024
