Sidsel Hoeg

Det gode mål

Et godt mål er et mål, der er sat på borgerens præmisser og afspejler borgerens egne ønsker, drømme og håb. Motivation for bedring opstår, når målet kommer indefra og er borgerens eget. Dette giver en oplevelse af ejerskab, hvor motivationen for at tage ansvar og arbejde mod bedring styrkes. Når man som fagperson arbejder med borgeren i øjenhøjde, lyttende og nysgerrigt, bliver målet ikke en urealistisk drøm, men en konkret vej at gå, som borgeren selv har valgt.

Det er min klare erfaring, at når andre sætter retningen og måske endda bestemmer målet på borgerens vegne, vil processen sjældent føre til varig forandring. Uanset hvor velmenende målet er, vil det altid mangle den dybe forbindelse til borgerens egne ønsker og behov. Jeg oplevede gang på gang, at jo mere jeg blev inddraget, desto mere motivation og ejerskab fik jeg over min egen vej mod recovery.

Det gode mål handler ikke kun om at fastsætte et endepunkt; det handler om at finde ud af, hvad der skal til for at nå dertil. Undervejs kan målet ændre sig, og det er helt naturligt, for rejsen mod målet vil styrke samarbejdet og skabe nye erkendelser. Derfor er målet i sig selv ikke altid det vigtigste, men processen derhen er afgørende for at skabe et stærkt fundament for borgerens udvikling. Når fagpersonen er åben og samarbejdsvillig, kan borgerens egne ressourcer og motivation få plads til at blomstre.

For mig kom den største forandring, da jeg indså, at ingen andre kunne redde mig. Jeg måtte selv tage ansvar for min vej og finde min egen styrke. Et godt mål handler derfor om at støtte borgeren i at finde sit eget ståsted, at spørge "Hvem er du?", og "Hvad drømmer du om?" - ikke blot om at definere en destination, men at lade borgeren finde sin egen vej.

Se materiale om følgende emner

af Sidsel