At finde min vej tilbage til livet og samfundet efter en alvorlig psykisk sygdom har været en dybt transformerende, men også ensom proces. Jeg manglede rollemodeller, mennesker der havde gået vejen før mig og kunne vise, at det var muligt at komme ud på den anden side. Alle talte om recovery, men ingen havde forberedt mig på de udfordringer, jeg ville møde, da jeg forlod sygdommen og systemet og skulle tilbage til livet. Jeg følte mig enormt alene og anede ikke, hvor jeg skulle søge hjælp og sparring. Jeg længtes efter nogen at spejle mig i, så jeg kunne holde fast i håbet og troen – især når et tilbagefald truede.

Denne overgang har været fyldt med spørgsmål og tvivl. Jeg stod overfor konstante bekymringer som "Er det her det rigtige, jeg gør?" og "Hvad nu hvis jeg bliver syg igen?" Samtidig var der kommentarer fra omgivelserne som "Kan du nu undvære medicin og systemet?" og "Pas nu på dig selv," hvilket blot forstærkede min frygt for tilbagefald og selvstigmatiseringen. Jeg følte et pres for at bevise, at jeg var stærk nok til at klare denne rejse alene – at jeg kunne stå på egne ben uden at falde tilbage.

Jeg kæmpede også med at finde min nye identitet. Hvem var jeg uden min sygdom? Hvordan skulle jeg forklare de 12 års hul på mit CV uden at skræmme folk væk? At skabe en ny identitet og forstå mig selv på ny krævede, at jeg tog afstand fra sygdomsidentiteten, der havde defineret mig i så mange år. Jeg havde brug for et fundament, hvor jeg kunne stå stærkt uden skam eller behov for at skjule min historie.

Denne rejse lærte mig, at åbenhed, ærlighed og sårbarhed ikke er svagheder, men styrker. Ved at stå ved min historie og mine oplevelser kunne jeg skabe dybere, mere autentiske relationer. Jeg fandt styrke i fællesskaber og relationer, som har støttet mig på vejen. Åbenheden gjorde det muligt for mig at møde virkeligheden med mod og uden at lade frygten begrænse mig.

I dag står jeg stærkere end nogensinde og er klar til at møde livet og de udfordringer, der følger med. Min vigtigste læring er, at jeg ikke er alene – heller ikke når det er svært. Gennem min rejse har jeg erfaret, at det er muligt at lære af både de positive og modstridende oplevelser. Jeg er ikke længere fanget i fortidens skygger, men har fundet en styrke og en åbenhed, der gør mig i stand til at træde ind i fremtiden med tro på mig selv og min plads i samfundet.

Medicinen

Jeg vidste, at jeg var nødt til at prøve, hvordan livet var uden medicin. Jeg var enormt sederet det meste af mine 12 år med sygdom, og i 2013 startede jeg med at trappe ud. Jeg fik som regel opbakning til projektet, og jeg var hele tiden under udtrapning i samarbejde med de fagprofessionelle. Jeg havde alt for mange gange stoppet fra den ene dag til den anden - hvilket jeg ALDRIG vil råde til.

Da jeg kom til det sidste præparat, mødte jeg dog også spørgsmål fra psykiatrien og tilmed en følelse af at blive truet med at stoppe helt. Det føltes som om, jeg skulle stå fast på min egen mavefornemmelse om at ville stoppe og sige imod de autoriteter, der “vidste bedst”. Men jeg stod fast, trods trusler om tilbagefald, genindlæggelser, psykoser m.v. Og hvor er jeg lykkelig for, at jeg gjorde det.

Det tog 3 år at trappe ud af alt, og det var en kamp. Jeg lærte, at jeg reagerede, hver gang jeg trappede ned i et præparat, og som regel ville det tage 1-2 måneder, før jeg var stabiliseret på den nye dosis. Jeg begyndte at samarbejde med psykiatrien i forhold til at bede om hjælp til indlæggelse, INDEN det gik helt galt, og på den måde støttede jeg mig selv i processen. Jeg arbejdede med symptomlister på daglig basis for at adskille symptomer på nedtrapning fra andre reaktioner eller tegn på tilbagefald, og dette gav mig en aktiv rolle i nedtrapningen. Hele vejen havde jeg for øje, at jeg ville mærke, hvordan livet kunne være uden medicin - ikke mindst for også bedre at kunne arbejde med mig selv.

Uddannelse

Jeg stod lige dér. Året var 2016, midt i en ny by, afsluttet i psykiatrien, ude af medicin, erklæret "rask". Jeg var førtidspensionist og anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg havde snuset til rigtig mange uddannelsesretninger og var blevet optaget på Den Frie Lærerskole, fordi jeg troede, jeg skulle være efterskolelærer. Jeg følte mig enormt splittet mellem det kreative, humanistiske og naturvidenskabelige, men mest af alt følte jeg mig fortabt i en identitetskrise. Jeg havde været på højskole i to semestre i et forsøg på at blive reetableret socialt og få en hverdag med indhold. For første gang i mange år var jeg dér bare Sidsel – og ikke patient. Det var udviklende, svært, godt og givende. Men da jeg stod der i Aarhus, havde jeg en følelse af at skulle finde mig selv uden at vide, hvor jeg skulle tage hen.

“Tilfældighedernes spil” gjorde, at jeg blev opmærksom på en uddannelse, der kombinerede mine interesser for både det menneskelige og det nørdede. Jeg så et potentiale for at arbejde med at forbedre psykiatrien og mærkede stor interesse for de fag, der blev tilbudt, uden at jeg egentlig vidste, hvad jeg ville bruge det til.

Jeg var syg i hele min studentereksamensperiode ti år tidligere, hvor jeg tog alle eksaminer, mens jeg var indlagt og min skizofreni var i sin spæde, psykotiske og paranoide start. Jeg vidste derfor godt, at mit karaktergennemsnit (på randen til dumpegrænsen) ikke afspejlede mit reelle faglige niveau, og jeg skrev derfor en meget motiveret og personlig kvote 2-ansøgning. Jeg kunne se, at der var en lille chance for, at jeg kunne komme ind på en standby-plads. Universitetet vendte tilbage og anbefalede, at jeg i stedet søgte særlig dispensation, hvilket gjorde, at de kunne kompensere i adgangskravene/karaktergennemsnittet, hvis jeg kunne dokumentere, at jeg havde været syg – og det kunne jeg. (Læs mere om dispensationsordningen på Aarhus Universitet her.)

Jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg blev optaget, men en morgen i sommeren 2016 vågnede jeg til et optagelsesbrev i min e-boks med start få uger efter…

Jeg var flyvende!

Jeg gjorde mig selvfølgelig mange tanker om, hvordan det hele ville gå. Må jeg studere på en førtidspension? Kan jeg overhovedet holde til det? Hvad med min høje alder i forhold til de andre studerende? Og så videre.

Ret hurtigt blev jeg spurgt, om jeg ville have SPS-støtte, og ambivalensen ramte hårdt. Jeg havde jo netop kæmpet for at blive rask og slippe systemet, og jeg stod et sted, hvor jeg også skulle overbevise dem omkring mig om, at jeg var rask. Var det så ikke dumt at tage imod støtte?

Jeg tog en beslutning om, at mit største ønske var at gennemføre, og så måtte jeg tage imod den hjælp, jeg kunne få.

I starten af 2. semester fik jeg dog en hjernerystelse og blev sygemeldt fra studiet. Dette føltes som et tilbageslag, men når jeg ser tilbage, var det også en kæmpe gave. Jeg fik ro i mit liv. I stedet for at fare rundt og lede efter mig selv, blev jeg nu tvunget til at sætte alt på pause og grounde – og det er i dén tilstand, at det er allernemmest at finde sig selv, ved jeg nu.

Jeg fik lov til at starte op på studiet på nedsat tid og afsluttede derfor efter 5,5 år i stedet for 3,5. I vinteren 2022 kunne jeg kalde mig ingeniør i sundhedsteknologi.