Personlig fortælling
Personlig fortælling
Berkan
“Jeg bidrager med min historie til Der er håb netop for at give håb. Fordi der er håb forude. Men det ser bare håbløst ud når man er i det. Jeg kunne godt selv havde brugt en lignende historie, så man kunne tro på at man godt kunne blive velfungerende igen.
Der er håb er et super godt initiativ som jeg altid vil bakke op om. Man skal hjælpe der hvor man kan.
Som legenden og bokseren Muhammad Ali sagde “Service to others is the rent you pay for your room here on earth”
Hej, jeg hedder Berkan og er 41 år, skilt og har 3 dejlige drenge på henholdsvis 6, 10 og 17 år.
Jeg er til daglig Virtualiseringsarkitekt ved Statens IT, og er kommet tilbage fra 2 store sygdomsforløb.
Da alt ramlede
I 2014 skiftede jeg job og i den forbindelse fik jeg det rigtig dårligt. Jeg har altid sagt: Lyt til din mavefornemmelse - den lyver aldrig. Inden jobskiftet var jeg allerede været ramt af længerevarende stress, og mavefornemmelsen sagde faktisk lad være med at skifte job. Jeg gjorde det dog alligevel, fordi skiftet var så stort for min karriere.
Jeg fik det så dårligt, at jeg blev ramt af en akut forbigående psykose. Jeg blev indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup, men jeg fik ikke den rette behandling. Jeg var så angstplaget at jeg gik op og ned af gangene hele dagen og kunne ikke sidde ned og spise. Den ene nat gav de mig for meget antipsykotisk medicin, faktisk så meget, at jeg vågnede om natten og troede, at hele min familie var død. Så jeg begyndte at skære i mig selv fra et lysrør, jeg havde knækket midt over. Blødende gik jeg tilbage i seng og først 30 min. efter går det op for mig, hvad der er hændt. Jeg henter hjælp og bliver flyttet over på den lukkede afdeling. De havde stadig ikke knækket koden og det fløj rundt med diagnoser, fordi de ikke rigtig vidste, hvad der var galt med mig.
Angsten havde stået på i over en måned, og det var ikke til at holde ud. Jeg kunne ikke være i mig selv mere og ville gøre en ende på mit liv. Jeg var helt opslugt af tanken. Det lykkedes mig at flygte fra den lukkede afdeling og jeg løb ud på ringvejen og sprang ud foran en varevogn. På mirakuløs vis skete der mig ikke noget udover et par brækkede knogler hist og her.
Første Forsøg på at Rejse Sig
Jeg blev overflyttet til Hvidovre, hvor jeg kom i relevant behandling. Efter 1,5 måneds indlæggelse blev jeg udskrevet med akut forbigående psykose. Livet kunne fortsætte, dog med hjælp fra psykiater, psykolog og familie. Siden jeg var arbejdsløs, skulle jeg starte fra bunden og langsomt bygge timer på. Der gik et halvt års tid fra udskrivelse til at jeg startede op hos en god ven Michael Opsahl, som tog mig ind og gav mig en ny chance. Der gik et års tid med det, før jeg sprang så ud i en fuldtidsstilling ved SKAT som IT-specialist.
Efter dette følte jeg, at jeg var kommet mig helt. Jeg var medicinfri og jeg havde det generelt rigtig godt. Karrieren kørte igen for fuld blæs. Men jeg var stadig en overtænker og bekymrede mig let. Jeg var ikke angstplaget, men stressede let over små ting.
Faldet og Kampen for Livet
I 2019 skete det igen. Jeg brændte sammen. Jeg var lige blevet far, havde megatravlt på job og så havde jeg igangsat et stort køkkenprojekt i huset, som jeg stod for alene.
Denne gang var faldet endnu større. Det resulterede i 7 måneders sammenlagt indlæggelse, som startede fra marts 2019. Roskilde Psykiatrisk Akutmodtagelse blev ved med at sende mig hjem, og til sidst begyndte de også at springe mig over i køen, så jeg nogen gange havde en ventetid på 5-6 timer.
Vi prøvede alle former for medicin, ja stort set hele paletten, men intet virkede. Jeg var så angstplaget og rastløs, at det var helt vildt. Igen blev gangene gået tyndt og jeg kunne ikke sove. Imens skulle jeg også tænke på min familie og stresse over, at de ikke havde deres far. Var lige blevet far til min yngste søn og min kone på daværende tidspunkt måtte stå for alt selv.
Det hele kulminerede i august 2019, hvor jeg tog ud til Hareskoven for at hænge mig selv. Jeg kunne ikke mere. Det hele var nøje planlagt. Jeg havde taget en taxa til Bauhaus, og tog så en taxa mere derfra til Hareskoven. Heldigvis kom jeg på andre tanker, da jeg stod der, så jeg ringede til min bror, som hentede mig tilbage til afdelingen.
Episoden resulterede i, at de valgte at give mig ECT (elektrochok). De var bange for, jeg kunne gøre skade på mig selv og ingen medicin virkede tilsyneladende.
Det havde faktisk en god effekt, og jeg blev udskrevet slut 2019 med diagnosen skizotypi. Jeg vidste det ikke på daværende tidspunkt, men det viste sig senere at være en fejldiagnose.
“Jeg var kommet tilbage til den gamle Berkan. Bare i en stærkere og klogere version af mig selv. Det var ren jubel”
— Berkan
Hvad Gjorde Forskellen?
Vi havde solgt vores hus og flyttet til noget leje. Så alt var nyt for mig. Jeg var flyttet tilbage til der hvor jeg var vokset op, et stenkast fra mine forældre, som var stor hjælp. Det var det helt rigtige for mig. Ingen stress omkring hus eller andet.
Min daværende arbejdsplads @Udviklings og Forenklingsstyrelsen ventede mig februar 2020, og jeg var overhovedet ikke klar. Jeg var mega angstplaget og var konstant træt. Var også i medicinsk behandling og det var nok en kombination af det og bare generel træthed over en lang og opslidende periode med indlæggelser.
Vi startede op med 3 timer om ugen, og jeg magtede det faktisk ikke. Men jeg tvang mig afsted. Det var vildt hårdt.
Inden jeg blev syg, var jeg technical lead på mine områder og arbejdede utrolig meget. Derudover var jeg vellidt da jeg favnede bredt, var ekstremt ekstrovert og altid sjov. Og nu var jeg vendt tilbage som en grøntsag der skulle bygge sig selv op. Det var rigtig svært. Men jeg accepterede det også som det var. Det var min måde at komme videre på. Jeg var bare dybt taknemlig for at jeg ikke var blevet fyret fra min arbejdsplads efter et helt års sygemelding.
På dette tidspunkt kunne jeg ikke deltage i daglige gøre mål, træning eller andre ting udover lige at arbejde og tage mig et bad i ny og næ.
Corona indtraf og det var helt perfekt for mit recovery, fordi nu skulle vi pludselig arbejde hjemmefra. Det gjorde, at jeg kunne ligge mig og sove lidt indimellem mine arbejdstimer, og at jeg ikke skulle bekymre mig om at gøre alle glade eller være social.
Gradvist fik jeg øget timerne, og både arbejdsplads og jobcentret var meget samarbejdsvillige. De gav mig ro og fred til at komme mig.
Stærkere End Nogensinde
Jeg blev mere robust og mit fokus på dette tidspunkt var kun arbejdet, da der skulle mad på bordet.
I takt med at jeg følte mig stærkere mentalt og fysisk, ville jeg mere. Så jeg fandt en personlig træner og gik i gang med at træne for at tabe mig. Det gjorde jeg selvom jeg var angstplaget, først med hjemmetræning og sidenhen i fitnesscenter da de åbnede op igen. Det var en kamp hver dag at komme derop. Hver gang pulsen kom op, så øgede min angst med en faktor 10. Men jeg bed det i mig og fortsatte. Jeg havde flere gange lyst til at give op. Det ville bare have været den nemme udvej.
Parallelt med det var jeg også mere aktiv derhjemme med børnene og med husholdningen. Det gik den helt rigtige vej. Gradvist fik jeg mere overskud og kunne tage mere ind.
Omkring midt 2021 kommer jeg i fleksjob og det giver mig en god ro. Men selv her var jeg ikke tilfreds. Jeg accepterede ikke, at jeg skulle have det sådan. Der måtte være noget som ikke helt passede. Det kunne ikke være rigtigt.
Så prøvede at ændre timer op og op, og så gik det galt. Jeg kunne ikke tage mere ind. Så var det ned igen i tid. Sådan kørte det hele tiden. Fordi jeg ville prøve mig af.
I 2022 starter jeg op igen ved psykiater og psykolog. Skizotypi-diagnosen jeg havde fået fra Glostrup Psykiatri i 2019 passede ikke på mig. Så tænkte jeg ville starte op på ny. Der gik lidt tid med det, men i 2023 fik jeg i stedet diagnosen generaliseret angst.
Jeg startede i relevant behandling for det og bum - nu var min angst væk. Alt min overtænkning var væk. Jeg havde brugt utrolig meget tid på at arbejde med min angst ved psykolog og nu var den væk. Det var meget underligt. Egentlig også lidt spild af alles tid. Psykiateren kom ind på at man ikke kunne få psykoser ved skizotypi, derudover efter utallige samtaler med psykolog ramte jeg ikke en eneste af skizotypi lidelserne.
Vi trappede ud af Pregabelin, som var givet oprindeligt til min angst og jeg startede op i Cipralex som jeg stadig tager i dag. Heldigvis ramte vi rigtigt med første præparat, fordi det med at skifte medicin og prøve medicin af indtil man rammer den helt rigtige er pisse irriterende og tidskrævende. Derudover kan det være et rent helvede, grundet virkning og bivirkninger.
Jeg ville derfor gerne prøve at arbejde fuldtid igen. Og det gik også over alt forventning. Jeg var kommet tilbage til den gamle Berkan. Bare i en stærkere og klogere version af mig selv. Det var ren jubel.
I december 2023 træder jeg ud af fleksjob ordningen, for at arbejde under almindelige vilkår som alle andre.
Selvom jeg var glad i UFST, så var jeg ikke færdig med at udvikle mig. Fordi nu ville jeg jo se om jeg kunne træde ud af mine trygge rammer, og stå på egne ben ved et evt. jobskifte. Karrieren skulle skydes i gang igen. Hvorfor ikke?
I maj 2024 skiftede jeg til Statens It som Virtualiseringsarkitekt. Det er en super spændende stilling, og da det var et internt skift i staten, så skiftede jeg med en vis tryghed. Det passer mig perfekt.
Udover min chef og nærmeste teamleder, kendte ingen til min fortid. Det var dejligt, så der blev ikke taget specielle hensyn.
Så nu havde jeg alle elementerne på plads. Familielivet, karriere, træning og venner. Ja det tog nogle år, men det tog den tid det skulle tage.
Den røde tråd i hele dette, har været at presse sig selv. Selvom det er skræmmende og hårdt, så har jeg gjort det. Du skal selvfølgelig ikke presse dig selv i sådan en grad at det er usundt. Men det må godt gøre lidt ondt. Det må godt provokere dine symptomer lidt. Pludselig så forsvinder de, når man har gjort det i en rum tid.
5 gode råd fra Berkan
1. Tal åbent om hvordan du har det. Både til venner, kolleger og familie. Det hjælper at tale åbent om det. Det betyder du ikke behøver at tage en falsk maske på men acceptere din tilstand. Du vil blive overrasket over hvor mange der har forståelse overfor det.
2. Giv dig selv god tid. Det tager tid at komme sig. Prøv at hvil i det og acceptere, at nu er du syg men at du nok skal komme dig. Men at det tager den tid det tager.
3. Ved indlæggelse så søg alt den hjælp du kan få. Vær hudløs ærlig og vær åben for personalet og deres forslag. Men du må også godt tænke selv og sætte en fod på bremsen hvis du mener det ikke giver mening. Jeg gjorde det ikke selv fordi jeg var så desperat og det endte med jeg fik ECT selvom jeg ikke var depressiv.
4. Push the limit. Så snart du kan mærke du kan tage mere ind så gør det. Prøv det, det skader ikke. Du kan altid drosle ned igen. Nogen gange gaber man om for meget og derfor må man drosle ned. Men det skal ikke stoppe dig i at gøre det igen. Det betød bare du ikke var helt klar endnu.
5. Sidst men ikke mindst. Så aldrig giv op på livet. Alle kan blive til noget i livet. Du er noget i livet. Du er dig. En vigtig person for mange mennesker og ikke mindst dig selv. Alle har en hylde i livet. Du skal bare finde din. Og den ene hylde er ikke bedre end den anden. Du skal bare finde din hvor du har godt med dig selv og trives.
Vi bor i verdens bedste samfund. Selvom at jeg i min proces har mærket alt fra underbemanding i psykiatrien til for tidlig udskrivning. Men det er hvad det er. Den danske velfærdsmodel har også ført mig hertil. Sikkerhedsnettet, opfølgning fra kommune, forløb hos psykiater og psykolog osv.
Til slut vil jeg bare ønske jer alt held og lykke. Jeg håber min historie har givet jer håb, eller også bare vist at man godt kan komme tilbage igen uanset hvor slemt det står til. Der er en hylde til os alle her i livet. 😊
Kærlig hilsen
Berkan, Januar 2025
